Krimi

Ti år efter Utøya er pårørende stadig i sorg

Tanken om den angst, de dræbte på Utøya måtte opleve, er med til at tynge de efterladte. Ti år efter viser hver tredje forælder tegn på PTSD.

Nogle så venner blive dræbt - andre mistede børn eller søskende, da terroristen Anders Breivik angreb det norske arbejderpartis sommerlejr på Utøya 22. juli 2011.

69 blev dræbt på den lille klippeø - de yngste var 14 år gamle. Inden da havde Breivik dræbt otte ved regeringsbygningen i Oslo.

Men ikke kun de de overlevende har været traumatiserede. Mange pårørende kæmper stadig med eftervirkninger af sorgen, selvom der er gået ti år siden angrebet.

- Der er forfærdeligt. Det er brutaliteten i angrebet, der tærer på folk. Det gør dem udslukte og rammer dem fysisk, siger Lisbeth Røyneland, der er leder af Den nationale støttegruppe efter 22. juli.

Hun mistede selv sin datter Synne på Utøya. Dræbt på stranden af tre skud, der hver især var dødelige. Synne Røyneland blev i mindeordene, som blev læst op under retssagen, beskrevet som en samfundsengageret kunstnersjæl.

Hun blev 18 år gammel og havde netop fået lavet en lille tatovering med det vigtigste ord, hun kendte, på armen:

Kærlighed, stod der.

Psykiske traumer

Forskere anslår, at næsten halvdelen af de omkring 500 overlevende fra sommerlejren stadig er plaget af angst og depression, mens lige så mange har problemer med at sove.

En tredjedel viser fortsat tegn på posttraumatisk stress.

Nu viser en ny undersøgelse, at mange af de nærmeste til de dræbte ligeledes kæmper med psykiske eftervirkninger.

Undersøgelsen, der er udarbejdet af Center for Krisepsykologi på Universitetet i Bergen, viser, at fire ud af ti forældre, der mistede et barn på Utøya, stadig har stærke sorgreaktioner.

Så stærke, at sorgen ti år efter stadig præger deres dagligdag.

Voldsomheden øger sorgen

Tanken om hvor bange, børnene nåede at være, inden de blev dræbt, har forstyrret den naturlige helingsproces, vurderer forskerne.

Og det er Lisbeth Røyneland enig i.

- Der gik et par år, før jeg egentlig forstod, at Synne var borte, siger hun.

Efter datterens død engagerede hun sig i stiftelsen af den landsdækkende støttegruppe for de, der var ramt af terroren - de seneste seks år som leder.

- Det har ramt både overlevende, forældre og venner til de dræbte. Og det kommer frem nu, at mange søskende er slidte, fordi de har taget rollen med at være de stærke i familien på sig, siger Lisbeth Røyneland.

Mange tegn på PTSD

Undersøgelsen fra Universitetet i Bergen er den fjerde siden 22. juli 2011, hvor forskere har fulgt forældre, søskende og venner til de dræbte, og samlet set rapporterer næsten hver femte adspurgte, at intensiteten i deres sorg ikke er mindsket siden terrorangrebet.

Fire ud af ti viser stressymptomer, der kan være tegn på posttraumatisk stressyndrom, PTSD.

Det gælder halvdelen af forældrene, hver tredje søskende og hver fjerde nære ven.

'Vi glemmer aldrig'

‘Vi glemmer aldrig’ er støttegruppens motto. Og selvom det er hårdt for Lisbeth Røyneland og alle de andre pårørende og efterladte, at tiårsdagen efter terrorangrebet markeres massivt i Norge og mange andre lande, er det samtidig en vigtig markering.

- 'Vi glemmer aldrig’ står for tre ting. Vi skal aldrig glemme dem, som blev dræbt. Vi skal aldrig glemme, at det var et højreekstremt angreb. Og vi skal aldrig glemme at tale om 22. juli, siger Lisbeth Røyneland.

Støttegruppen har været med til at etablere mindesteder og et netværk, hvor de berørte kan føle sig hørt og hjælpe hinanden - og ikke mindst har gruppen etableret en rådgivende funktion, hvor pårørende kan få vejledning til at finde den rette hjælp.

Hjælpen svandt ind

Forskernes arbejde har klarlagt, at mange berørte klarede sig gennem de første år og først senere har rakt ud efter hjælp. En hjælp, der - som årene gik - ikke var let at finde.

- Det er jo en vigtig viden at have til næste gang. Og den næste gang kommer jo desværre nok, siger Lisbeth Røyneland.

22. juli skal hun som leder af støttegruppen selv være en del af hele det officielle mindeprogram med markeringer i Oslo og på Utøya, gudstjeneste, taler og kongehus.

Hun kommer til at besøge stedet, hvor hendes datter blev dræbt - men på Utøya vil hun forsøge at skubbe sine egne følelser i baggrunden.

- Jeg har været på Utøya mange gange som mor, men den 22. juli er jeg der formelt. Ellers klarer jeg det nok ikke, siger Lisbeth Røyneland.

Gennem årene er sorgen blevet til savn, og hun tænker stadig på, hvordan Synnes liv kunne være blevet. Hun var kreativ, glad for at skrive og tegne. Måske var hun blevet mor.

Mindestedet 'Lysningen'

Utøya er heller ikke kun dårlige følelser og sorg. Midt på den lille ø er etableret et mindested, hvor de dræbtes navne er skåret ind i en ring af stål, som hænger i en lysning omgivet af blomster.

- Ringen er så fin. Ingen begynder, og ingen slutter, alle hænger der på samme måde. Ringen er et symbol på hele idéen med demokrati og det, øen står for, siger Lisbeth Røyneland med henvisning til, at Utøya siden 1950 har været ejet af det norske Arbejderpartis ungdomsorganisation AUF.

Hun var selv med til at gøre mindestedet klart, så ringen kunne komme på plads, etablere en sti, lægge sten til rette. Det samme var mange andre efterladte.

- Det betyder meget for mig. Jeg kan mærke, at hver gang jeg er der, så hjælper det på vreden, siger Lisbeth Røyneland.

De sidste er kommet med

Da ringen blev sat op i 2015, blev alle familier til de 69 ofre fra Utøya spurgt, om de ønskede, at den dræbtes navn skulle være en del af ringen. Dengang var ni familier endnu ikke klar, men ringen blev smedet med tomme pladser, så navnene senere kunne skrives på - og i dag er alle 69 navne på plads.

- Jeg er vældig glad for det. Der har været så meget diskussion blandt de efterladte. Nogle ville frede øen, andre ville gøre noget andet, siger Lisbeth Røyneland.

Hun er glad for, at sommerlejrene er vendt tilbage til Utøya. At øen lever igen.

Også i 2021 - ti år efter terrorangrebet.

Terroristen kommer hun aldrig til at tilgive. Hun ved, at sorgen og savnet vil følge hende resten af livet.

Terrorangrebene i Norge 22. juli 2011

    1. 08:29

      En mand skriver en mail til sig selv på adressen behbreiv@online.no. Han underskriver mailen som Andrew Berwick – han vil sikre, at mailadressen virker. Det gør den. Manden sidder hjemme i sin mors lejlighed på Hoffsveien i den vestlige del af Oslo. Foran lejligheden står en hvid Volkswagen Crafter med et hjemmelavet skilt med "afløbsrens" på siden. Skiltet skal forhindre, at folk bliver bekymrede over lugten af kemikalier fra bilen. Bag i bilen står en 950 kilo tung bombe.

    2. 10:00

      Efter manden på Hoffsveien i Oslo har tjekket, at mailadressen behbreiv@online.no virker, siger han til sin mor, at han tager til byen. Han har brug for nogle dele til sin computer – men jo, han er hjemme igen til middag. Moren lover at lave spaghetti bolognese. Egentlig bor han på en gård på Rena i Hedmark et stykke udenfor Oslo.

      Firmaet Breivik Geofarm er registreret på gården. Det regner. Manden har både en hvid Volkswagen Crafter og en sølvgrå Fiat Doblo parkeret foran lejligheden på Hoffsveien. Han henter en lunte med en brændetid på syv minutter fra Dubloen og monterer den på bomben, der er bygget ind bag i den hvide VW Crafter. Så sætter han sig ind i Dobloen og kører mod Oslo Centrum.

    3. 11:10

      Landsmoder og tidligere statsminister for Arbeiderpartiet Gro Harlem Brundtland bliver mødt med jubel, da hun træder frem foran de unge på AUF's sommerlejr på Utøya. Hun er et ikon i norsk politik, men mange af de unge har aldrig mødt hende før. Vinduerne i Storesalen står på vid gab – luften er tung, udenfor regner det, og der danner sig små pytter på gulvet.

      Gro Harlem Brundtland taler uden manuskript – det hele er meget personligt. Hun har lånt et par gummistøvler af en af de unge på øen – aldrig har vejret på sommerlejren været så dårligt.

      - Jeg tænker, at jeg vil fortælle lidt fra mit eget liv som udgangspunkt for debatten i dag, siger hun og fortæller om sin opvækst under krigen, om Hitler, efterkrigstiden, genopbygningen af landet. Om fællesskab og ligestilling.

    4. 12:03

      En mand indløser en parkeringsbillet til en sølvgrå Fiat Doblo på parkeringspladsen ved Hammersborg i Oslo. Overvågningskameraer i området viser, at manden forlader bilen og går ind i centret gennem Grubbegaten ved regeringsbygningen. Under armen bærer han en dokumentmappe i sort skind. Bilen har han lejet 15. juli – bag i bilen står en stor kasse, han senere skal have med til Utøya. I kassen er blandt andet håndjern, strips, ammunition, riffel og et haglgevær.

      Han tager en taxa hjem til morens lejlighed.

    5. 14:08

      Mailadressen behbreiv@online.no er igen aktiv. Med et tryk på ’send’, bliver et 1801 sider langt manifest afleveret i mailboksen hos 1002 kontakter i Norge og udlandet. Manifestet er en sammenskrivning af en lang række højreradikale tankegange – og indeholder desuden flere opstillede fotografier af den 32-årige afsender Anders Behring Breivik i forskellige hjemmelavede uniformer.

      I den vedhæftede tekst bliver modtagerne tituleret som "vesteuropæiske patrioter" – og modtagerne opfordres til at dele manifestet.

      Under retssagen mod Anders Breivik kommer det senere frem, at han faktisk forsøgte at sende manifestet til 8109 udvalgte modtagere. Men grænsen for antal udsendelser på et døgn i Telenors spamfilter var nået med tusind adresser.

    6. 14:50

      Den lille færge MS Thorbjørn sejler ud fra Utøya og vender stævnen mod anløbsbroen på fastlandet. Ombord er blandt andre Gro Harlem Brundland, der er færdig med sit besøg på AUF’s sommerlejr. Turen tager få minutter. Anders Breivik fortæller senere under retssagen, at Gro Harlem Brundtland var et af hans primære mål. Han havde planer om at skære hendes hoved af med en bajonet og filme det. Han troede, hun ville være på øen, når han nåede frem.

    7. 15:00

      På Hoffsveien i den vestlige del af Oslo skifter en mand fra civilt tøj til en hjemmelavet politiuniform inde bag i en hvid Volkswagen Crafter. Manden er Anders Behring Breivik, og uniformen er afbilledet i det manifest, han netop har rundsendt. Han træder ud på parkeringspladsen og kigger sig omkring – nervøs for, at nogen skal se ham og ane uråd. Ingen er i nærheden, og han starter den hvide varevogn. På vej ud mod E18 er der tæt kø – nu er det en traktor, der er kørt af vejen. Ved en politiafspærring står to betjente, manden frygter, at de ser hans uniform og aner uråd. Det gør de ikke.

    8. 15:13

      Den hvide varebil kører ind i området omkring den norske regeringsbygning. Ned af den ensrettede Grubbegaten, der af sikkerhedshensyn skal lukkes for biltrafik til efteråret. Det er besluttet syv år tidligere – men bureaukratiet tager tid, og de planlagte afspærringer er ikke på plads.

      Bilen glider stille ind foran hovedindgangen til Højblokken. Bag i bilen er gemt en 950 kilo tung bombe, der blandt andet består af kunstgødning, diesel og aluminium. Gødningen er indkøbt via firmaet Breivik Geofarm, og mængden er så stor, at myndighederne har bemærket det. Noget er dog gået galt, og ingen har fulgt op på indkøbet.

      Efter lunten er antændt, vil bomben eksplodere efter syv minutter.

    9. 15:17

      Chaufføren stiger ud af bilen. Det er første gang, han bliver opfanget på kamera i sin hjemmelavede uniform. Han har allerede tændt lunten til bomben. Egentlig er der parkeringsforbud foran Højblokken – kun de øverste medlemmer af regeringen må holde der. Men det er ikke en regel, der for alvor bliver håndhævet. Overvågningsbilleder viser, at han har en pistol i højre hånd. Det er en halvautomatisk Glock-pistol, som er erhvervet lovligt efter adskillige træningstimer i Oslo Pistolklub. Han går hen mod den sølvgrå Fiat Doblo, han parkerede tre timer tidligere.

    10. 15:25

      Store dele af Oslo kan mærke rystelserne, da den hvide varebil foran Højblokken eksploderer i et inferno af ild. Trykbølgen fra bomben blæser de fleste vinduer ud i en radius af flere hundrede meter, og adskillige personer bliver væltet omkuld af trykbølgen.

      På brandstationen bag Møllergata er dørene så ødelagte, de ikke kan åbnes, og brandbilerne må køre direkte gennem porten for at komme ud.

      8 mennesker mister livet, 9 får alvorlige skader og mindst 200 bliver desuden såret i varierende grad med snitsår, brudskader og brandsår. 

      Højblokken rummer blandt andet statsministerens kontorer og justitsministeriet – senere viser det sig, at en parkeringskælder under bygningen har taget en væsentlig del af trykket fra bomben, og at eksplosionen kunne have gjort langt større skade.

    11. 15:25

      Manden i politiuniform mærker rystelserne fra eksplosionen. Bag i hans sølvgrå Fiat Doblo ramler to kasser sammen på grund af trykbølgen. Radioen er indstillet på P4, og der hører han kort efter, at en eksplosion har ramt regeringsbygningen.

      - Målet var at dræbe hele den norske regering og statsministeren i regeringsbygningen, siger Anders Breivik under den senere retssag.

      Han er skuffet over, at bygningen ikke styrtede sammen.

    12. 15:34

      Vidnet Andreas Olsen kontakter politiet og fortæller, at han har bemærket en nordisk udseende mand iført politiuniform, hjelm med visir og bevæbnet med pistol.

      At manden fem minutter inden eksplosionen forlod området i en sølvgrå bil, og at han noterede nummerpladen på sin mobiltelefon, fordi manden opførte sig mistænkeligt.

      Andreas Olsens observationer bliver dog ikke videregivet – den vagthavende skriver hans oplysninger ned på en gul seddel og går hen for at aflevere sedlen til en operationsleder – men vedkommende er optaget, så den gule seddel bliver i stedet lagt på et bord. 

    13. 16:10

      Omkring 20 minutter senere ringer politiet tilbage til Andreas Olsen, og først nu bliver nummerpladen på den grå bil noteret – det er VH 24605.

      Kort efter klokken 16.10 bliver en efterlysning om den bevæbnede mand og bilen sendt ud i de lokale politidistrikter Asker og Bærum, Romerike og Follo.

      På det tidspunkt er den grå Fiat Doblo allerede ude af Oslo og på vej mod Utøya.

    14. 16:30

      På Utøya er Storesalen stuvende fuld. Der er indkaldt til stormøde, og leder af AUF, Eskil Pedersen, fortæller, at der har været en eksplosion i Oslo. Statsminister Jens Stoltenberg er i sikkerhed – men ingen ved, hvor omfattende situationen er.

      - Utøya er det sikreste sted at være i Norge lige nu, siger Eskild Pedersen.

    15. 16:40

      Den sølvgrå Fiat Doblo svinger ind på parkeringspladsen ved færgelejet i Utvika omkring 40 kilometer nordvest for Oslo. Det er her, den lille færge MS Thorbjørn sejler til og fra Utøya. Færgen er ikke ved Utvika – men Breivik forklarer færgepersonalet, at der har været et terrorangreb i Oslo, og han af sikkerhedsmæssige årsager skal over til Utøya. Monica Bøsei, der er lejrleder på Utøya, skal også med færgen. Hun beder manden i politiuniform om at skjule sin riffel, da den vil skræmme de unge. Der befinder sig 564 personer på Utøya.

    16. 16.43

      Politiet udsender rigsalarm, men selvom en vagtmanden ved færgelejet, Simen Brænden Mortensen, har fulgt med i radioen angående bomben i Oslo, er oplysningerne om bilen ikke meldt ud. Han har derfor ingen særlig grund til at bemærke en sølvgrå Fiat Doblo med nummerpladen VH 24605.

    17. 17:04

      MS Thorbjørn lægger fra kaj ved fastlandet og sejler over mod Utøya. Om bord er Breivik i sin hjemmelavede politiuniform. Med sig har han en tung kasse, en pistol af mærket Glock samt en halvautomatisk riffel af mærket Ruger, der nu er gemt i en plastikpose. Den har 30 skud i magasinet. Et haglgevær ligger stadig i bilens bagagerum – det blev for uhåndterbart at tage med.

    18. 17:15

      Breivik går i land på Utøya sammen med Monica Bøsei. Den tunge kasse får han nogle af de unge til at køre op af bakken til informationshuset. Kassen indeholder blandt andet to dunke diesel og ekstra ammunition. Breivik har de seneste uger forberedt sig med præstationsfremmende anabolske stereoider, ligesom han har indtaget en blanding af amfetamin, effedrin og morfin.

    19. 17:21

      De første skud falder på Utøya. Breivik dræber først politimanden Trond Berntsen, der arbejder som vagtmand på øen. Han er begyndt at stille kontrolspørgsmål. Herefter skyder Breivik Utøyas lejrleder Monica Bøsei. En anden vagtmand kommer til. Han bliver også dræbt.

      Manden i politiuniform går mod den største bygning på Utøya – Kafebygget. Han kan ikke løbe, udstyret er for tungt. Han taler til nogle unge foran hovedbygningen. De tror, han er politimand. Han løfter sine våben, men danske Hanne Anette Balch Fjalestad, der er ved at bage vafler i et telt foran Kafebygget, går frem mod ham. Hun er 43 år gammel og en af de få voksne på øen. Ifølge vidner forsøger hun at beskytte de unge, da hun selv bliver dræbt. To af de unge bliver skudt kort efter.

    20. 17:25

      Færgen MS Thorbjørn sejler fra Utøya. Om bord er seks deltagere fra sommerlejren – blandt dem AUF-leder Eskil Pedersen. Desuden er skibets kaptajn og en besætning på to personer ombord på færgen. MS Thorbjørn er godkendt til 50 passagerer, men de ombordværende sejler i sikkerhed på bagsiden af Utøya uden at hjælpe de omkring 200, som snart efter forsøger at svømme fra øen. De bliver i stedet reddet af af folk, der trodser Breiviks kugler og sejler ud i små både fra landsiden. 

    21. 17:26

      Manden i politiuniform har dræbt flere på teltpladsen og foran den største bygning, Kafebygget. Nu går han ind i den store bygning og ind i Lillesalen, hvor de unge ellers har barrikaderet den ene dør med et klaver. De tror, at manden kommer udefra – det gør han ikke, han er allerede i bygningen. To har gemt sig bag klaveret – de kan ikke slippe bort. Syv bliver dræbt og flere såret. 

      Herefter fortsætter han ind i Storesalen, hvor han dræber yderligere fem.

    22. 17:51

      To betjente fra Nordre Buskerud politidistrikt ankommer som de første til færgelejet ved Utvika. De ser gråorange røg stige op fra Utøya og gemmer sig bag en stålcontainer, så de ikke kan blive ramt af skud. De får først at vide, at de ikke skal tage ud til Utøya – at de i stedet skal blive på land og observere. Næste ordre går på, at de skal gøre sig klar til at blive hentet af politiets egen båd og deltage i indsatsstyrkens aktion på Utøya.
      Den endelige ordre bliver dog, at de skal blive på kajen og sørge for, at ambulancerne kan nå frem. Betjentene er bevæbnede med pistol og maskinpistol og iført skudsikre veste.

    23. 17.59

      Breivik fortæller under retssagen, at han flere gange ringer til politiet "for at overgive sig". Det er svært at komme igennem, men klokken 17.59 lykkedes det:

      P: Politiets nødtelefon.

      B: Ja, god dag, mit navn er kommandør Anders Behring Breivik i den norske antikommunistiske modstandsbevægelse.

      P: Ja.

      B: Jeg er på Utøya for øjeblikket. Jeg ønsker at overgive mig.

      P: Ok, hvilket nummer ringer du fra?

      B: Jeg ringer fra en mobil.

      P: Du ringer fra din mobil.

      B: Ja. Det er ikke min mobil, en anden...

      P: En anden, hvad hed du for noget? Hallo... hallo...

      Herefter fortsætter han mod sydspidsen af øen og skyder mod personer i vandet, inden han når frem til træbygningen Skolestuen, hvor 47 unge har barrikaderet sig med tynde skumgummimadrasser for vinduerne. Han skyder to gange gennem døren men går ikke ind, da han er bange for at blive overmandet.

    24. 18:01

      Tungtbevæbnede Delta-styrker ankommer til kajanlægget ved Utvika ud for Utøya efter først at være kørt for langt. Kampklare politifolk er parat til at sejle over, men har på det tidspunkt ingen båd. De ender efter nogen forvirring med at køre længere nordpå til et mødested ved Storøya. Senere kommer det frem, at der er både tilgængelige ved campingpladsen 700 meter væk. 

      Ved Sundvollen, 3,7 km fra Utøya, finder Delta-styrkerne en rød gummibåd. Efter godt 400 meter trænger der vand ind i båden, der får motorstop. To motorbåde ankommer, og Deltastyrkerne fordeler sig i stedet i dem.

    25. 18.24

      Breivik taler med politiet for anden og sidste gang. Han beder om at blive stillet videre til operationslederen i beredskabsenheden, men samtalen bliver afbrudt, og politiet kan ikke ringe tilbage.

      I alt bliver 69 dræbt på Utøya. De sidste på øens sydspids. 33 bliver såret af skud – men overlever. Adskillige andre får forskellige fald- og brudskader.

    26. 18:27

      De fire første politifolk fra Delta-gruppen går i land på Utøya hjulpet af en sejler i en civil båd. Efter at have talt med nogle af de unge bevæger politifolkene sig mod Kafebygget, hvor de unge har set en gerningsmand iklædt politiuniform.

      Politiet ved ikke, om de leder efter en eller flere personer.

       

    27. 18:35

      Betjentene bevæger sig hurtigt frem med skyderiet. Undervejs møder de mange flygtende unge. Ved Skolestuen ser de manden i politiuniformen, men han forsvinder igen i bevoksningen for at dukke op igen kort efter. Han overgiver sig uden kamp, men ledningen fra hans iPod-høretelefoner er lige ved at få dem til at skyde ham af frygt for, at han bærer selvmordsvest.

      Ved pågribelsen har han stadig omkring 900 skud tilbage – de fleste gemt i den tunge kasse, han havde med fra fastlandet.

    28. 21:40

      Telefonen hjemme på Hoffsveien 18 ringer. Wenche Behring Breivik har fulgt med på nyhederne – hun kan ikke forstå, at sønnen ikke som aftalt er kommet hjem til aftensmaden. Hun har ringet til ham flere gange, men han har ikke taget telefonen.

      - Det er politiet. Vi må bede dig om at komme ud, siger stemmen i telefonen.

    29. 23:20

      Vicepolitimester Sveinung Sponheim står frem på en pressekonference, hvor han bekræfter, at en 32 år gammel norsk mand er arresteret på Utøya. Netop nu sidder manden i forhør. Han oplyser, at der er bekræftet 10 dræbte på Utøya, men at tallet vil komme til at stige. 

      Overlevende og pårørende strømmer til Sundvollen Hotel, der bliver midlertidigt krise- og samlingscenter. Desperate forældre, der ikke kan finde eller få kontakt til deres børn, håber på svar og frygter det værste. Chokerede overlevende trøster hinanden, venter på deres familier.

    30. 03.50

      Næste officielle udmelding kommer om natten. Da er det politidirektør Øystein Mæland, der oplyser, at antallet af døde er mindst 80, og at tallene kan blive opjusteret, når myndighederne får et bedre overblik.

      Så mange mistede dog ikke livet – i alt blev 77 dræbt i Oslo og på Utøya.