Krimi

Kvinde faldt fra altan - mistanke om skub

I København er en kvinde fredag faldet ud fra en altan. En person er anholdt for muligvis at have skubbet.

En kvinde er fredag morgen faldet ud fra en altan på første sal i Emdrup Huse, der ligger tæt på Emdrup Station i København.

Det oplyser Chenette Westergaard, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, der fik anmeldelsen 08.59.

Politiet mistænker, at kvinden kan være blevet skubbet og har anholdt en person.

- Vi efterforsker stadig bredt, siger efterforskningslederen, der fortæller, at politiet stadig undersøger på stedet.

Kvinden er uden for livsfare.

Politiet vil endnu ikke oplyse kvindens alder eller nærmere om den anholdte person.