Krimi

36-årig arrangerede voldtægter af retarderet hustru

Via nettet tilbød mand sin retarderede kone til andre mænd. Det var voldtægt og udløser syv års fængsel.

Gennem en årrække lod en 36-årig mand sin mentalt retarderede hustru være offer for andre mænds overgreb. Mænd, som han støvede op via nettet.

Retten i Sønderborg har mandag fundet den 36-årige skyldig i sagen, og har i den forbindelse idømt ham syv års fængsel for voldtægt, oplyser anklager Jesper Sønderup.

Ud over de arrangerede overgreb er manden blandt andet dømt for i tre tilfælde at have voldtaget sin ekskone, da de to var gift tilbage i 2010.

Anklagemyndigheden fik med den udmålte straf sit krav om syv til otte års fængsel opfyldt. Men den 36-årige har under sagen nægtet sig skyldig og har på stedet valgt at anke dommen til Vestre Landsret. Han vil frifindes.

Brugte Scor.dk

Det var via hjemmesiden Scor.dk, at den 36-årige mand fik kontakt til flere andre mænd. Dem lod han være sammen med sin mentalt retarderede kone, som på grund af sin mentale tilstand ikke var i stand til at modsætte sig, og der var derfor tale om voldtægt. Han deltog også selv.

Overgrebene fandt sted flere gange over flere år, og sideløbende blev kvinden udsat for grov vold af sin mand. Det er han også dømt for. Han er desuden dømt efter straffelovens paragraf om psykisk vold.

Også en tidligere hustru var offer for mandens overgreb. Tre gange i 2010, hvor de var gift, blev hun voldtaget af manden

Mandag har Retten i Sønderborg kendt manden skyldig i det væsentligste efter anklageskriftet. Det oplyser anklager Jesper Sønderup.

Retten har ikke fundet det bevist, at han foranledigede sterilisationen, så på det punkt er han frifundet. Men ellers er han i væsentligt omgang fundet skyldig i den lange række af uhyrligheder, som remses op i anklageskriftet.

Deltagere slap med påtale

Jesper Sønderup fortæller, at retten har lagt vægt på den lange periode, som overgrebene er sket over, antallet af overgreb og overgrebenes alvorlige karakter i forbindelse med strafudmålingen.

De mænd, som deltog i overgrebene mod hustruen, er sluppet for påtale i sagen. Anklager Jesper Sønderup har til JydskeVestkysten fortalt, at de "ikke havde tilstrækkeligt forsæt"

Begge forurettede kvinder er i forbindelse med dommen tilkendt et beløb som godtgørelse for de krænkelser, de har været udsat for.

Kvinderne er - som alle ofre i sædelighedssager - automatisk beskyttet mod at få deres identitet afsløret offentligt. Da der er tale om en ekskone og en kone til den dømte, er det derfor ikke tilladt at omtale ham ved navn, da det netop ville røbe deres identitet.