Krimi

22-årig mand mister livet ved sammenstød med varebil

Politiet søger vidner efter et frontalt sammenstød på Grønhøj Skivevej sydvest for Viborg. Vejen er spærret.

En 22-årig mandlig bilist er afgået ved døden efter et frontalt sammenstød med en varebil på Grønhøj Skivevej sydvest for Viborg mandag eftermiddag.

Mandens pårørende er underrettet.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Desuden er føreren af varebilen kommet alvorligt til skade, oplyser vagtchef Ole Vanghøj til Ritzau.

Vejen er spærret foreløbig frem til klokken 19 som følge af ulykken.

Politi søger vidner

Sammenstødet skete i forbindelse med en overhaling, men politiet er i tvivl om, hvem der overhalede hvem.

Derfor søger politiet vidner til ulykken.

- De trafikanter, der var på stedet, og som vi har talt med, kan ikke forklare, hvem der foretog overhalingen. Derfor vil vi meget gerne tale med andre, der har overværet ulykken, siger Ole Vanghøj.

Grønhøj Skivevej genåbner tidligst klokken 19. I mellemtiden skal der ryddes op på stedet, og en bilinspektør skal indsamle fysiske beviser.

Trafikanter føres ad en alternative rute uden om ulykkesstedet.