Krimi

Ung kvinde død efter påkørsel - fire anholdt

En 19-årig kvinde er død af de kvæstelser, hun pådrog sig, da hun blev påkørt af en bil på Amager.

Natten til torsdag blev en 19-årig kvinde alvorligt kvæstet, da hun blev påkørt af en bil på Amager. Bilisten stak af fra ulykkesstedet.

Fredag oplyser Københavns Politi, at kvinden er afgået ved døden.

Den formodede flugtbilist er blevet anholdt og sigtes for uagtsomt manddrab. Der er tale om en 23-årig mand.

Manden er blevet varetægtsfængslet i 27 dage, oplyser Københavns Politi fredag middag på Twitter efter et grundlovsforhør. Det foregik bag lukkede døre.

Ud over den 23-årige mand har politiet nu anholdt yderligere tre personer. Der er tale om to mænd på 23 og 24 år samt en 18-årig kvinde. De fremstilles i grundlovsforhør i morgen. Af hensyn til den videre efterforskning vil politiet i skrivende stund ikke oplyse yderligere.

Tre anholdt kort efter ulykken

Den 19-årige kvinden kom kørende på cykel i krydset mellem Englandsvej og Sundholmsvej, da hun omkring klokken 03 natten til torsdag blev kørt ned af en bil.

Tre personer blev anholdt kort efter påkørslen. Politiet fik mistanke til dem, da de sad i en bil med skader på fronten. De blev dog siden løsladt, da de ifølge politiet ikke kunne sættes i forbindelse med sagen. Det er uvist om det er de samme tre personer, der nu er blevet anholdt.

Det er uvist, hvornår den 23-årige mand er blevet anholdt, men det er sket på et tidspunkt siden torsdag morgen.

En anholdt person må således højst være i politiets varetægt i 24 timer, inden vedkommende stilles for en dommer i et grundlovsforhør.

Flugtbilisme - som det kaldes, når man stikker af fra et færdselsulykke - kan i grove tilfælde med tilskadekomne straffes efter straffeloven.

Heri er der en bestemmelse, som udløser fængsel, hvis man efterlader personer i hjælpeløs tilstand.

Hvis en person afgår ved døden som følge af en ulykke, vil den skyldige som regel blive sigtet og siden tiltalt for uagtsomt manddrab.

Når et grundlovsforhør afholdes for lukkede døre, får offentligheden ikke indblik i de dele af politiets efterforskning, som fremlægges på retsmødet, eller den sigtedes forklaring.

Sigtelsen vil dog blive læst op, inden dørene lukkes, ligesom resultatet af grundlovsforhøret også bliver offentliggjort.