Krimi

Ni års fængsel for voldtægt af datter

Den 43-årige har nægtet sig skyldig.

Da en pige i Brøndby var seks år, begyndte hendes far at udsætte hende for overgreb og voldtage hende ugentligt. Også hendes bror blev udsat for overgreb, fra han var fem år, og voldtaget flere gange.

Fredag dømte Retten i Glostrup den 43-årige far ni års fængsel.

Han har under sagen nægtet sig skyldig og blandt andet forklaret, at børnene, der i dag er 11 og 9 år, havde fundet på anklagerne, fordi de savnede opmærksomhed fra deres mor.

Men den forklaring godtog retten altså ikke. Den lagde derimod vægt på børnenes forklaringer, som blev bekræftet af blandt andre en storebror.

Foruden fængselsstraffen er faren idømt et såkaldt boligforbud, som betyder, at han ikke uden politiets tilladelse må have børn under 18 år i sin bolig.