Krimi

Dagplejer sigtet for vold med døden til følge mod lille pige

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Først mente politiet ikke, at en gæstedagplejemor havde spillet en rolle i en lille piges dødsfald. Nu er hun sigtet for vold med døden til følge.

Selvom det er halvandet år siden, at en etårig pige fra Herning Kommune mistede livet, er sagen endnu ikke lukket.

Pigen døde, efter at hun var blevet indlagt på Aarhus Universitetshospital. Tidligere den dag havde hun været i gæstedagpleje ved en dagplejer i Herning Kommune, da pigens egen dagplejer havde ferie.

Hun var blevet dårlig, mens hun blev passet, og derfor tilkaldte dagplejeren hjælp.

Anholdt torsdag, grundlovsforhør fredag

Torsdag blev gæstedagplejemoren så anholdt, og fredag fremstilles hun i et grundlovsforhør for lukkede døre i Herning. Det gik i gang klokken 11, og meldingen omkring klokken 12.30 er, at det stadig er i gang.

Sigtelsen lyder på særligt grov vold med døden til følge. Hun er sigtet for at ruske pigen, slå hende med en stump genstand samt muligvis at slå hendes hoved mod en overflade.

Pigen havde ifølge obduktionen knoglebrud i nakken og flere kraniebrud og døde som følge af dette og blødninger i hjernen.

TV 2 har været i kontakt med både politi og anklager, som ikke ønsker at udtale sig yderligere i sagen.

Nægter sig skyldig

Sigtede nægter sig skyldig, og politiet efterforsker stadig sagen.

Da hændelsen skete 28. november 2019, blev pigen først bragt til Herning, hvor hun efterfølgende blev sendt til Skejby Sygehus, hvor hun døde natten til 29. november 2019.

Derefter sendte Herning Kommune en mail til andre dagplejere og forældre i det berørte område.

Heri skrev kommunen, at ”et barn, der torsdag var i gæstedagpleje (...), er i nat afgået ved døden på Skejby Sygehus”.

Det var første gang, at pigen var hos dagplejeren, da hendes normale dagplejer var på ferie.

Borgmester i Herning Kommune Lars Krarup (V) siger, at det er "en trist sag".

- Politiet må mene, at der er grund til at rejse sigtelse. Man må også huske, at man ikke skal dømme nogen, før de har fået en dom. Samtidig skal man også huske, at der er en familie, der længe har stået i en meget tragisk situation. At miste sit barn er dybt ulykkeligt, siger Lars Krarup til TV 2.

Borgmesteren har ikke mere at tilføje at hensyn til ro omkring familien.

Ikke mistænkt i første omgang

Dengang pegede efterforskningen dog ikke på gæstedagplejeren som en mistænkt. 12. december 2019 sagde politiet til TV MIDTVEST, at det var usikkert, om der overhovedet ville komme en sigtelse i sagen.

Udtalelsen kom i forbindelse med, at pigen var blevet obduceret. Politiet ville dog ikke gå nærmere ind i obduktionsrapporten – og heller ikke, om det var en ulykke, sygdom eller noget tredje, som pigen var død af.

- Alle uventede dødsfald blandt børn efterforskes, og det er også det, der sker i den her sag, sagde efterforsker Tue Nissen fra Midt- og Vestjyllands Politi dengang.

Hvilke nye oplysninger, der har ført politiet til anholdelsen torsdag, vides endnu ikke.