Krimi

30-årig mand i kritisk tilstand efter soloulykke på motorcykel

Det vides endnu ikke, hvad der ligger til grund for ulykken, oplyser vagtchef.

En 30-årig mand er søndag aften blevet bragt til hospitalet i Odense i kritisk tilstand efter en motorcykelulykke.

Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Steffen Wolf natten til mandag.

- Han er kørt galt på motorcykel og har påkørt et autoværn. Vi ved endnu ikke, hvad der ligger til grund for ulykken, siger Steffen Wolf.

Ulykken fandt sted ved Nagbøl Kirkevej i Lunderskov vest for Kolding. Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 22.07.

- Vi kan kun gisne om, hvad der er sket

Der er tale om en soloulykke involverende en mand fra lokalområdet.

En bilinspektør er blevet sendt til ulykkesstedet for at undersøge de nærmere omstændigheder.

- Lige nu kan vi kun gisne om, hvad der kan være sket, siger Steffen Wolf.

Den 30-årige mands pårørende er underrettet, tilføjer vagtchefen.