Krimi

30-årig stukket i ryggen med kniv

Også den anholdte person i sagen er blevet stukket med kniv.

En 30-årig mand blev kort før klokken 23 tirsdag aften stukket to gange i ryggen ved Amager Strandpark på Amager.

Manden er uden for livsfare og er blevet behandlet for sine skader, oplyser politiet til TV 2.

I løbet af aftenen og natten har København Politi haft anholdt i alt fire personer, men onsdag morgen har de valgt kun at rejse en sigtelse mod én af dem – en 25-årig mand.

Anholdt også stukket med kniv

Den 25-årige er sigtet for kvalificeret vold og bliver fremstillet i grundlovsforhør senere onsdag, oplyser efterforskningsleder ved Københavns Politi Baris Tuncer.

- Vi ved ikke, om det bliver in absentia endnu, for den anholdte er selv blevet stukket med kniv, og han bliver behandlet for sine skader her til morgen, siger Baris Tuncer.

Politiet efterforsker sagen bredt og vil ikke på nuværende tidspunkt sige, om stikkeriet er banderelateret, eller om de involverede er kendt af politiet i forvejen.