Krimi

Nye spor i sagen om drabet på Maria From Jakobsen

Det er Maria From Jakobsens egen mand, der har peget politiet i retning af et sted, der kan gemme på nye spor i sagen om den forsvundne kvinde.

Efterforskere fra Nordsjællands Politi har torsdag aften og natten til fredag undersøgt et sted i området ved Sundbylille, der kan give nye spor i sagen om den forsvundne 43-årige Maria From Jakobsen.

Det sker, efter at hendes mand, sognepræsten Thomas Gotthard, udpegede stedet for dem. De nye fund, som efterforskerne har gjort, skal nu undersøges.

Den 44-årige præst er sigtet for at have slået sin kone ihjel og har siddet varetægtsfængslet siden 16. november.

TV 2 har kontaktet Nordsjællands Politi, som ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.

Savnet siden efteråret

43-årige Maria From Jacobsen blev meldt savnet af sin søster 27. oktober.

Dengang blev det oplyst, at hun dagen forinden havde forladt hjemmet i nedtrykt tilstand. Men politiet mener altså, at der er grund til at tro, at den 44-årige Thomas Gotthard har slået hende ihjel.

I den forbindelse har de blandt andet undersøgt hjemmet i Frederikssund og familiens sommerhus i Nykøbing Sjælland, ligesom de har benyttet lighunde i efterforskningen.

Indtil videre har eftersøgningen af den savnede – og formodet dræbte – Maria From Jacobsen dog været uden held.

Søgte efter olietønder og havdybde

Som et led i efterforskningen frigav Nordsjællands Politi i januar billeder af Thomas Gotthard, da han kort efter sin kones forsvinden blev set med en sækkevogn og en blå fodertønde på Frederiksunds Genbrugsplads.

Begge dele skaffede han sig af med.

Thomas Gotthard ankom til genbrugsstationen i en grå Suzuki Baleno med registreringsnummer CH 78 908 og skaffede sig af med begge dele. Politiet har siden da søgt vidner, der har set ham med sækkevogn og fodertønde i starten af november.

Gennem indsigt i retsdokumenter har TV 2 tidligere beskrevet, at det indgår i politiets beviser, at Thomas Gotthard efter 26. oktober 2020, hvor Maria From Jakobsen forsvandt, har foretaget en række mistænkelige søgninger på internettet.

Søgningerne har relation til havdybde, olietønder, selvmord, forsvinden og rensemidler, ligesom politiet har fundet ætsende kemikalier i ikke ubetydelige mængder hos sognepræsten.

Søgninger, der kunne bunde i en interesse for, hvordan man skaffer sig af med en afdød.

Thomas Gotthard har hidtil nægtet sig skyldig.