16x9

Han chikanerede mere end 200 kvinder, inden han kontaktede den forkerte - hun var journalist hos TV 2

TV 2-journalist Camilla Rytz blev hvirvlet ind i en stalkers net, der talte hundredvis af ofre for en forbrydelse, der er i vækst.

Undskyld, jeg spørger så uhøfligt

Sådan stod der i en besked, jeg fik for et år siden.

Beskeden kom fra en stalker. Det vidste jeg bare ikke på det tidspunkt.

Camilla Rytz er undersøgende journalist hos TV 2 Dokumentar.
Camilla Rytz er undersøgende journalist hos TV 2 Dokumentar. Foto: TV 2

Han kaldte sig Niklas Friis. Han bad mig om at hjælpe ham med en skoleopgave. Det var egentlig ikke unormalt, og jeg ville gerne hjælpe den høflige, unge mand med at svare på nogle spørgsmål om, hvordan det er at arbejde som journalist.

Men der var alligevel noget, der virkede forkert.

Måske fordi han var ekstremt hurtig til at svare hele tiden? Måske fordi jeg følte, at han forsøgte at presse mig til at svare hurtigere og gøre ting på en bestemt måde?

Hvad er en stalker?

Stalking kan ske på mange måder, der hver især kan virke harmløse, men tilsammen kan forsøgene på kontakt ifølge Dansk Stalking Center opleves frygtskabende og forstyrrende.
Det kan både være telefonopkald, beskeder, hærværk, trusler, uønskede gaver, kontakt gennem andre, falske profiler eller overvågning.

Så da han skrev og spurgte, om jeg ikke også ville filme mig selv, mens jeg svarede på hans spørgsmål, føltes det forkert. Så jeg kontaktede den skole, som han sagde, at han gik på. Skolesekretærens lidt rystende stemme afslørede mine bange anelser.

Nej, de havde ikke en elev, der hed Niklas Friis.

Så hvem var den person, som jeg havde skrevet frem og tilbage med? Ville han mig noget ondt? Og hvorfor?

Den falske Instagram-profil

Tre måneder senere sad jeg en aften til en havefest og fortalte om den mærkelige henvendelse.

Lederen af det lokale fitnesscenter, Charlotte Vinther, lyttede med. Pludselig kiggede hun på mig med et blik, der afslørede, at der var noget helt galt.

- Han hed vel ikke Niklas Friis? spurgte hun.

Charlotte Vinther følte sig truet på sit levebrød.
Charlotte Vinther følte sig truet på sit levebrød. Foto: TV 2

Charlotte Vinthers historie begyndte præcis som min.

En mail. En skoleopgave. Om hun ikke kunne hjælpe med at svare på, hvordan det var at arbejde i et fitnesscenter.

Charlotte Vinther sagde nej – hun havde ikke tid. Men så skete der noget, der viste mig, hvordan stalkeren arbejder.

Kort efter afslaget fik Charlotte en besked på Messenger. Denne gang fra Niklas Friis’ tante, som endda var medlem i Charlotte Vinthers fitnesscenter.

Da tanten indtrængende bad Charlotte Vinther om at hjælpe hendes nevø, gav Charlotte Vinther efter. Hun ville ikke skuffe en af sine kunder.

Problemet var bare, at tanten var en falsk profil. Stalkeren havde stjålet et af fitnessmedlemmernes identitet og oprettet en ny profil i hendes navn og med hendes billede. Bare for at få Charlotte Vinther til at svare på skoleopgaven.

Samtidig skete der noget andet for Charlotte Vinther. Hun blev kontaktet af flere medlemmer, der undrede sig over de ting, som Charlotte Vinther havde skrevet til dem.

Øh Charlotte – hvad er det for noget med de røde støvler? Hvorfor forstår du ikke et nej?

Beskeden tikkede ind på Charlotte Vinthers telefon sidste sommer. Afsenderen var ét af medlemmerne i fitnesscentret, som Charlotte Vinther driver.

Charlotte Vinther anede ikke, hvad medlemmet talte om, men efter lidt skriverier frem og tilbage stod det klart, at nogen forsøgte at presse flere af medlemmerne til at købe røde støvler – af en falsk Instagram-profil med Charlotte Vinthers navn.

Charlotte Vinther lever af at drive fitnesscenter.
Charlotte Vinther lever af at drive fitnesscenter. Foto: TV 2

Charlotte Vinther fik lukket profilen, men der blev bare oprettet en ny, som så igen tog kontakt til folk i hendes navn. Det skete igen og igen.

Det var ikke altid, at det handlede om røde støvler, men måden, personen skrev på, var den samme.

Charlotte Vinther begyndte at frygte, hvad folk tænkte om hende i lokalområdet. Hvad lavede profilen i hendes navn? Og hvad nu, hvis folk ikke ville træne i centret mere, fordi de blev trætte af de underlige beskeder?

Lærervikaren så undrende på hende

Jeg var nu helt sikker på, at stalkeren måtte have chikaneret flere end Charlotte Vinther og mig. Men hvorfor? Og hvem gemte sig bag navnet Niklas Friis?

Svaret kom jeg lidt tættere på, da jeg hørte et rygte om, at en række lærere på den lokale skole var udsat for grov chikane for fire år siden.

Jeg ringede til en af lærerne, Tania Mikkelsen. I telefonen fortalte hun mig en historie, der virkede bekendt.

Tania Mikkelsen havde en historie at fortælle om en af sine elever.
Tania Mikkelsen havde en historie at fortælle om en af sine elever. Foto: TV 2

Tania Mikkelsen var lige mødt på arbejde, da en af de nye lærervikarer kom ind på lærerværelset.

- Det var da noget værre noget med din bil, sagde Tania Mikkelsen til hende.

De havde skrevet sammen på Facebook aftenen forinden, og lærervikaren havde beklaget sig over, at hendes bil var i stykker. Det var oktober og rigtigt efterårsvejr, så den måtte være svær at undvære, tænkte Tania Mikkelsen.

Lærervikaren så undrende på hende. Hun havde ikke skrevet noget om en bil, der var i stykker. Faktisk var de slet ikke venner på Facebook.

Det var en falsk profil, som Tania Mikkelsen havde skrevet med. En profil der udgav sig for at være Tania Mikkelsens kollega.

Da det gik op for hende, og hun fjernede den fra sin venneliste, var det for sent.

Tania Mikkelsen cyklede for velgørenhed på et Rynkeby-hold. Også det blev udnyttet.
Tania Mikkelsen cyklede for velgørenhed på et Rynkeby-hold. Også det blev udnyttet. Foto: Privat

- Send alle de billeder, som du har af mig

Personen bag den falske profil havde allerede støvsuget Tania Mikkelsens profil for informationer, og i det næste år fik hun venneanmodninger og fupopkald samt beskeder fra falske profiler, som udgav sig for at være venner og kollegaer.

Det var på LinkedIn, Facebook, Instagram og Snapchat. Hun blev bombarderet med henvendelser hver dag.

På et tidspunkt blev også Tania Mikkelsens eget navn brugt. Profilen sendte beskeder til adskillige personer i hendes netværk.

Send alle billeder, du har af mig. Jeg er blevet hacket og har mistet dem alle

Sådan skrev den falske profil for eksempel til fotografen på Tania Mikkelsens cykelhold.

Tania Mikkelsen anede ikke, hvem der stod bag den massive chikane af hende, men hun var overbevist om, at det måtte være en person med tilknytning til skolen, hvor hun arbejdede.

- Man bliver simpelthen så skræmt af, at nogen vil en så meget, og man ikke ved, hvem det er, og man overhovedet ikke har lyst til, at vedkommende skal i nærheden af en.

Har du hørt eller set noget, som du mener, at TV 2 skal vide?
Tak for din henvendelse.

Hun mistede sit netværk på Facebook, skiftede telefonnummer og fik skjult adresse.

Det stoppede den digitale chikane for en tid, men så fik hun pludselig en sms.

Hun mærkede et sug gå gennem kroppen

Tania Mikkelsen var på rideskolen med sin datter en torsdag aften, da hun fik en sms, som var underskrevet af en Lotte.

Hej mit navn er Lotte
Jeg har glemt min kode til min mail og komme til at skrive mit nummer forkert og det her nummer i stedet har du fået en kode?
Jeg kan nemlig ikke ændre det.

Det måtte være stalkeren, tænkte Tania. Hun slog telefonnummeret op, og da hun så navnet på skærmen, mærkede hun et sug gå gennem sin krop. Det var en af afgangseleverne på skolen.

Eleven blev meldt til politiet og tilstod, at han havde forsøgt at hacke Tania Mikkelsens konto, men det havde kun været for sjov, forklarede han. En dum fejl der kostede ham 1500 kroner i bøde, og så valgte han ved samme lejlighed at skifte skole.

Men al den anden digitale stalking – det var ikke ham, forklarede han – da han blev spurgt.

Tania Mikkelsen og lærerne troede på ham.

For han var en sød og rar dreng, og den digitale chikane var så omfattende, at der måtte være flere om det, mente de.

Fandt hurtigt 49 ofre

Da jeg hørte Tania Mikkelsens historie, kunne jeg genkende flere ting. Den digitale chikane, de falske profiler og opmærksomheden, der var centreret om en eller flere personer. Charlotte Vinther, Tania Mikkelsen og mig selv.

Sammen med en kollega begyndte jeg at kortlægge, hvor mange kvinder der var udsat for stalkerens digitale chikane.

Mindst 49 kunne vi dokumentere. Og jeg havde en klar fornemmelse af, at historien om Niklas Friis slet ikke stoppede her.

Tania Mikkelsen havde nemlig hørt om endnu en kvinde, der var udsat for det samme som Tania Mikkelsen. Men for den nye kvinde i rækken foregik det ikke kun på internettet.

Skolelærer Ida Iversens oplevelse rykkede chikanen fra internettet og ud i virkeligheden.
Skolelærer Ida Iversens oplevelse rykkede chikanen fra internettet og ud i virkeligheden. Foto: TV 2

De fulgtes altid ind på skolen

47-årige Ida Iversen havde parkeret bilen foran skolen som sædvanligt og var nu på vej ind til første time med sin 6. klasse. Ved indgangen stod en elev fra skolens 10. klasse. Ida Iversen smilede til ham, og de fulgtes ind gennem døren og op ad trapperne.

Det gik op for Ida Iversen, at det ikke var første gang, de to havde fulgtes ind ad hovedindgangen. Faktisk mødte eleven på nøjagtig samme tid som hende hver morgen.

Ida Iversen begyndte at holde øje med ham. Hun prøvede at møde ind på andre tidspunkter for at se, om han stadig ville vente på hende ved indgangen.

Det gjorde han. Han stod det samme sted hver morgen og gik med hende ind og op ad trapperne. Talte ikke til hende, fulgte bare efter.

Ida Iversen gik til skolens ledelse, og drengen blev indkaldt til en samtale, hvor han fik en advarsel. Her lovede han, at han ville stoppe med at følge efter hende.

Men det holdt kun til dagen efter.

Hun mærkede hans hånd på benet

Her mødte Ida Iversen endnu en gang eleven på trappen, og netop som de gik forbi hinanden, mærkede hun en hånd strejfe sit ben.

Det kunne ikke passe, tænkte hun. Hun måtte have mærket forkert. Men dagen efter skete det igen.

Drengen fra 10. klasse rørte ved hende, mens de passerede hinanden på trappen.

Den kvindelige lærer, Ida Iversen, havde – ligesom Tania Mikkelsen – brugt en hel aften på at skrive med det, som, hun troede, var en kvindelig kollega, der netop havde tilføjet hende som ven på Facebook.

Men inden hun opdagede, at hun var blevet snydt, havde den falske profil støvsuget hele hendes venneliste for navne og billeder.

Nu begyndte hendes familie – hendes egen mor, kusine og søster – at blive kontaktet for at få informationer om hende. Mange i hendes netværk fik kopieret deres profiler, som så igen blev brugt til at forsøge at få kontakt til hende.

Det skete ifølge Ida Iversen "hele tiden" og gjorde hende utryg. Hun følte også en form for skyld over, at det gik ud over hendes venner og familie, fordi det på en eller anden måde pegede tilbage på hende. Også selvom hun ikke anede, hvad der foregik.

Da Tania Mikkelsen hørte, hvad Ida Iversen havde været udsat for, faldt brikkerne på plads.

De havde én ting til fælles: De havde begge haft den elev i skolen, som havde forsøgt at hacke Tania Mikkelsens konti næsten et år før.

Listen når 100 navne

Jeg kunne næsten ikke tro det, da jeg hørte kvindernes historie.

Kunne det virkelig være en og samme person, der stod bag det hele?

Hver gang, jeg hørte om en ny kvinde, der var fanget i stalkerens spind, kontaktede jeg hende, og hun kunne ofte give mig et navn på én eller to mere. Listen med ofre voksede sig længere og længere.

Her er bare nogle af de ofre, som det lykkedes Camilla Rytz at identificere.
Her er bare nogle af de ofre, som det lykkedes Camilla Rytz at identificere. Foto: TV 2

Jeg begyndte også at ringe rundt til de skoler, som jeg vidste, at eleven havde gået på, efter han forlod de to skoler, hvor de to skolelærere, der begge havde politianmeldt ham, arbejdede.

Der dannede sig et mønster af digital stalking og grov chikane.

100.000 udsættes hvert år for stalking

Ifølge Dansk Stalking Center udsættes over 100.000 for stalking i Danmark hvert år.
I 78 procent af tilfældene er stalkeren mand og ofret kvinde. 28 procent stalkes af en, de har haft en nær relation til. 40 procent stalkes af en ven eller bekendt, og knap en tredjedel har oplevet at blive stalket af en ukendt person, viser en rapport fra Justitsministeriets forskningskontor.

Da jeg havde talt med skole nummer fire, havde jeg en liste med over 100 ofre for stalkerens chikane.

Men så fik jeg pludselig en ny besked. Denne gang fra et nyt navn. Emnet var "Skoleopgave".

Undskyld jeg spørger så uhøfligt. Men ville bare spørge om jeg måtte få lov til at interviewe dig til min skoleopgave omkring det at være journalist. Derfor ville jeg høre om du havde lyst til at svare på nogle spørgsmål.

Præcis samme ordlyd som tidligere. Men denne gang var beskeden ikke fra Niklas Friis. Beskeden kom fra en person, som jeg med sikkerhed vidste eksisterede i virkeligheden.

Navnet på personen var det samme navn som eleven fra Ida Iversens og Tania Mikkelsens skole. Alt tydede på, at det var selvsamme elev, der havde udgivet sig for at været Niklas Friis otte måneder tidligere. Han ville gerne have lov at filme mig, mens han lavede et interview om, hvordan det er at være journalist.

Det her var min chance for at se stalkeren i øjnene og måske få svar på de mange spørgsmål. Vi aftalte at mødes på et bibliotek.

Tog jeg fejl af ham?

Den unge mand stod allerede i foyeren til biblioteket, da jeg ankom. Vi fandt et roligt hjørne på bibliotekets førstesal, hvor han tændte sit kamera på mobilen og bad mig fortælle, hvad en journalist er.

Han forklarede, at det var hans underviser, Rasmus Vijay, der havde foreslået ham at kontakte mig. Ham kendte jeg godt – fra LinkedIn. Han skrev nemlig til mig, da jeg ikke med det samme svarede på beskeden fra stalkeren.

Den unge mand overfor mig sad roligt og smilede venligt, mens han lidt genert stillede mig spørgsmål. Kunne det virkelig være ham, der udsatte så mange kvinder for chikane?

Jeg overvejede, om jeg skulle konfrontere den unge mand med min mistanke. Men han virkede oprigtigt interesseret i min hjælp til skoleopgaven, så jeg kom i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk var ham, der stalkede mig og de andre kvinder?

Så jeg lod ham interviewe mig i en halv time, inden jeg tog hjem.

Tog jeg fejl? Var der en skoleopgave og en lærer, der hed Rasmus Vijay?

Jeg tjekkede profilbilledet fra LinkedIn og kørte fotoet igennem en billedsøgning.

Pludselig var den pæne mand på profilbilledet overalt på min computerskærm.

Han hed ikke Rasmus Vijay. Og han var ikke lærer, men derimod en italiensk model, der blev brugt som reklame på alverdens sider på nettet.

Jeg følte mig nu overbevist om, at eleven ikke kun havde stalket Tania Mikkelsen og Ida Iversen både fysisk og digitalt, men også stod bag de mange falske profiler, som skrev til mig og en lang række andre kvinder.

Men hvorfor var han ikke blevet standset?

Slap med en formanende samtale

Jeg ved fra min research, at den unge mand blev politianmeldt af både Tania Mikkelsen, Ida Iversen og Charlotte Vinther, men også af mindst to andre kvinder. Tania Mikkelsen var den mest ihærdige. Hun førte logbog over de mange henvendelser, tog screenshots og samlede alt, som hun sendte til politiet.

Uden resultat.

Da hun søgte om et tilhold, fik hun afslag af politiet, fordi: "De skriftligt havde formanet ham om ikke at kontakte hende igen, og det er han indstillet på at efterkomme".

Men det ved jeg nu, at han ikke overholdt. Uden konsekvens.

Problemet er, at den her form for digital stalking og identitetstyveri ikke er ulovlig. Derfor lander sagerne i en gråzone, når de bliver anmeldt, for selvom der ikke er tvivl om, at kvinderne bliver chikaneret, er det meget svært for politiet at løfte sagen.

- Det er meget svært at straffe sig ud af, sagde politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi helt generelt om stalkingområdet.

Politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi.
Politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi. Foto: TV 2

Han vil ikke kommentere den konkrete sag, men hans oplevelse er dog, at politiet har de rette redskaber.

I det her tilfælde valgte politiet i første omgang at forsøge at løse sagen ved at tage formanende samtaler med den unge mand og hans far. Da stalkingen fortsatte, endte han i SSP-regi (samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politiet). Da han fyldte 18 år, fik han en mentor af kommunen, som skulle hjælpe ham til at stoppe.

Men jeg ved, at han er stadig i gang. På fjerde år.

Tid til at konfrontere ham

Mit overblik over de mange kvinder, der har været udsat for digital chikane af den samme mand, rummede nu flere end 200 navne.

Men jeg vidste endnu ikke, hvorfor han gør det? Hvad får han ud af det? Og hvad skal der til for at stoppe ham?

Det var tid til at lægge kortene på bordet.

Jeg besluttede at ringe til stalkeren og fortælle, at jeg havde undersøgt ham det seneste år og var i gang med at lave en udsendelse om ham.

Denne gang var det mig, der ville filme ham, mens jeg stillede spørgsmålene.

Se det endelige interview med stalkeren

Det var mærkeligt at sidde over for den mand, som jeg vidste havde chikaneret så mange kvinder gennem de sidste fire år. På grund af hans unge alder har min redaktør besluttet at sløre stalkerens identitet. Med det udgangspunkt sagde han ja til at fortælle om det hele.

Men han havde svært ved at forklare sine handlinger. Han fortalte, at han nærmest følte sig besat af kvinderne.

- På et tidspunkt følte jeg mig som et andet menneske. Det var ikke mig, der styrede min krop. Det var, som om det var en anden, der tog over. Fordi jeg kunne godt se i baghovedet: "Hvad er det, du har gang i?". Men mine hænder ville ikke give slip, sagde han iført en mørk hættetrøje.

TV 2 Dokumentar konfronterer en ung mand, der har stalket over hundrede kvinder. Video: Magnus Bjerg

Fra Dansk Stalking Center ved jeg, at stalkere som ham får et sus ud af at få kvinderne til at føle noget. Uanset om det er angst eller frygt. De mangler ofte empati og evnen til at sætte sig i deres ofres sted.

Mens jeg sad overfor ham, var det svært at forestille sig, at han kunne stå bag alt det, som vi dokumenterede. Han virkede som en helt almindelig ung mand. På vej ind til interviewet småsnakkede vi om fodbold. Så hvad fik han ud af det? Var det noget seksuelt?

Det afviste han. Videooptagelserne af de pæne kvinder omkring de 40 år slettede han altid bagefter, påstod han.

Han siger, at han fik en slags venskab ud af at skrive med dem. Også selvom jeg vidste, at det var falsk. Han snød og bedrog for at få den følelse.

Fra interviewet med stalkeren.
Fra interviewet med stalkeren. Foto: TV 2

- Hvad er det, jeg har gjort? Det kan jeg ikke få ud af mit hoved, sagde han og fortalte, hvor dårligt han havde det med, hvad han har gjort. Især i forhold til Ida Iversen beklagede han, at stalkingen udviklede sig fra at foregå online til at være fysisk, da han rørte ved hende.

- Det kan jeg heller ikke tillade mig. Men det har jeg gjort. Jeg er meget ked af det, og jeg skal nok stoppe. Jeg skal nok ikke følge efter eller noget. Jeg håber ikke, at de er bange for at løbe en tur i skoven. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at stoppe, sagde han med spag stemme, der knækkede flere gange.

Er det bare noget, du siger for at komme ud af situationen?

- Nej, det vil jeg virkelig gerne. Jeg prøver og prøver.

Han sagde, at han havde forsøgt at sige undskyld. Men jeg vidste, at han var fortsat.

Fra interviewet med stalkeren.
Fra interviewet med stalkeren. Foto: TV 2

Den bøde han fik, da han forsøgte at hacke Tania Mikkelsens profil, havde han kun et skuldertræk til overs for.

- 1500 kroner er ikke ret mange penge. Hvis det skal have en effekt, skal det koste mig meget mere.

- De har aldrig givet mig en straf for det, og hvis jeg ikke får nogen straf, bliver jeg jo bare ved og ved.

Alligevel lovede han at stoppe. Det sagde han igen og igen under vores møde.

Da interviewet sluttede, og jeg fulgte jeg ham ud, havde jeg stadig min tvivl om, at han nu reelt også var i stand til at undvære suset fra hans ofres frygt.

Efter interviewet tilbød TV 2 den unge mand at formidle kontakt til Dansk Stalking Center, der både hjælper ofre for stalking og dem, der udøver stalking. Det tilbud ønskede han ikke at tage imod. En uge efter interviewet sendte han en mail til TV 2, hvor han frabad sig at blive kontaktet igen.

Regeringen har sammen med sine støttepartier netop fremsat et lovforslag, der skal gøre digitalt identitetstyveri ulovligt. Hvis det bliver vedtaget, vil stalkeren i fremtiden risikere bødestraf eller fængsel, hvis han fortsætter sine digitale handlinger.

Få hele historien i TV 2 Dokumentaren 'Forfulgt af Niklas Friis'. Første del sendes på TV 2 torsdag 20. maj klokken 20.50. Anden del torsdag 27. maj klokken 20.50. Dokumentaren kan allerede nu ses på TV 2 PLAY.