Krimi

Far kan miste bil efter søns narkokørsel

En dommer har sagt ja til beslaglæggelse af en Mazda 3 og en Porsche, som kørte alt for stærkt i Nordsjælland efter nye regler om vanvidskørsel.

- Hvorfor skal jeg straffes? Jeg har jo ikke gjort noget forkert.

Med det spørgsmål udtrykte en midaldrende mand i et retsmøde i Lyngby tirsdag præcist den kritik, som ny lovgivning om såkaldt vanvidskørsel har medført.

Retsmødet blev holdt, fordi manden ønskede at få udleveret sin Mazda 3 fra Nordsjællands Politi. Bilen er beslaglagt, efter at sønnen kørte galt i den.

Faren, der var iført arbejdstøj, havde besluttet at tale sin sag uden en advokat, fordi assistancen ville koste 8000 kroner. Han var fortvivlet og ærgerlig.

- Han har fået lov til at låne bilen i seks år, og han har kun fået én fartbøde. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det her kunne ske. Vi er jo i chok, sagde han.

Dommeren fik også at vide, at faren benytter bilen i forbindelse med sit job som vicevært, og at han kører ud for at købe ind for sin anden søn, der er handicappet.

Med sms'er forsøgte forældrene 7. april om aftenen at få sønnen til at returnere bilen, som han havde lovet.

Det skete ikke. I stedet forsøgte sønnen tidligt den følgende morgen at ræse fra politiet.

- Jeg havde taget noget den aften og ville ikke miste kørekortet, forklarede han i retsmødet.

Kørte med kokain i blodet

Farten nåede ifølge speedometeret i en patruljevogn op på 190 kilometer i timen på en strækning, hvor 60 er den højest tilladte hastighed. Dermed er der tale om vanvidskørsel, og sønnen sigtes i øvrigt for at have kørt med kokain i blodet.

Dommeren hørte også en protest fra en advokat, der repræsenterer et leasingselskab. Her gjaldt det en Porsche 993 Coupé. Den kørte ifølge politiet med 209 kilometer i timen på Helsingørmotorvejen.

Fartbøllen er en mand, der havde lånt bilen af den person, som havde leaset Porschen. Føreren var altså ikke selskabets kunde.

- Hvordan skal vi kunne vide, hvem der ville køre bilen, spurgte advokat Anders Scheel Frederiksen.

Men i begge tilfælde skal politiets beslaglæggelse fortsætte med henblik på senere konfiskation. Indgrebet er ikke uforholdsmæssigt indgribende, lød det fra dommeren.