Krimi

Kvinde slået bevidstløs, da hun åbnede sin hoveddør i nat

Overfaldet skete i et villakvarter i Holsted, og intet tyder på, at der er blevet stjålet noget. Politiet er på bar bund.

En 38-årig kvinde blev natten til mandag slået bevidstløs, da det bankede på døren til hendes hjem i Holsted klokken 02.41, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi mandag morgen.

- Hun er bevidstløs et kort stykke tid, og da hun vågner op, ringer hun til os. Hun siger, at hun ikke har nogen fjender, der er ikke blevet stjålet noget, og intet tyder på, at gerningsmanden har været inde i huset, siger vagtchef Søren Strægaard.

Kvinden beskriver gerningsmanden som en spinkel skikkelse i mørkt tøj.

På bar bund

Det er uklart, hvordan kvinden bliver slået bevidstløs.

- Vi ved ikke, om hun er slået ned eller skubbet omkuld og har slået hovedet, forklarer vagtchefen.

Overfaldet fandt sted på Storegade, et villakvarter i Holsted mellem Vejen og Esbjerg, og politiet har ikke oplevet andre problemer i området. Syd- og Sønderjyllands Politi er derfor indtil videre på bar bund i sagen og efterlyser nu vidner, som har bemærket mistænkelige personer i området.

Desuden vil politiet nu undersøge, om der er overvågningsvideo fra området i nat.