Krimi

Mor til pige dræbt af flugtbilist: Jeg kan ikke nå at gøre noget

En 21-årig mand kørte en femårig pige ihjel sidste år på Peter Bangs Vej. Pigens mor blev også ramt.

En mor gennemgik det værste mareridt, da hun i oktober sidste år så sin datter blive dræbt af en flugtbilist lige foran sig.

Moren og datteren på fem år stod på fortovet på Peter Bangs Vej med deres cykler. De var på vej hjem fra pigens børnehave og overvejede, om de skulle cykle eller gå og trække cyklen resten af vejen.

Mandag afgiver den dybt berørte mor forklaring i Retten på Frederiksberg, hvor den 21-årige mand, der påkørte pigen og moren, er tiltalt.

Det næste øjeblik kom bilen lige mod dem

Moren fortæller, at hun så den 21-årig mand holde stille ved Sæbyholmsvej, der er en sidevej til Peter Bangs Vej. Her holdt han nogle minutter med lygterne tændt, husker hun. Det næste øjeblik kom bilen lige mod dem.

- Jeg ser den komme imod os, og jeg kan ikke nå at gøre noget. Den bremser ikke eller forsøger at undvige os, siger moren, der har sin bistandsadvokat ved sin side.

- Det går så hurtigt. Jeg kan ikke nå at gøre noget. Jeg vælter selv ind i muren, siger hun videre.

Moren kom selv hurtigt op at stå. Bilen ramte hende og datteren og bragede lige ind i en husmur. Datteren var derimod dræbt på stedet.

Bilist flygtede

Den 21-årige bilist kom hurtigt ud af bilen. Men så forsvandt han fra stedet.

- Jeg ser ham, lige da jeg står op. Så ser jeg ham ikke mere derfra. Så er han bare væk, siger moren.

Flugtbilisten blev anholdt dagen efter ulykken og har siden siddet varetægtsfængslet. Han opholder sig under morens forklaring i et andet retslokale, så hun ikke skal se ham.

Han har i et tidligere retsmøde forklaret, at han kom til at køre ligeud i T-krydset, da han skulle undvige biler fra begge sider.

Derfor spørger anklager Kristian Kirk kvinden, om hun så ham forsøge at undvige nogen.

- Nej, det er jeg helt sikker på, siger hun.

Anklageren mener, at den unge bilist kørte påvirket af både kokain og lattergas.

Tidligere på dagen havde han inhaleret en beholder med 600 gram lattergas, men han nægter, at han var påvirket under kørslen. Da han blev anholdt dagen efter, havde han kokain i blodet, men det tog han efter ulykken, forklarede han.