Krimi

Ung mand havde drukket 12 øl, inden 11-årig pige blev kørt ihjel i ulykke

Bilist har erkendt spirituskørsel og at være flygtet fra stedet. Han er blevet varetægtsfængslet frem til 12. maj.

En 29-årig mand havde efter eget udsagn drukket 12 øl forud for en tragisk ulykke fredag aften, hvor han kørte en 11-årig pige ihjel.

Det har den unge mand erkendt over for politiet, oplyste senioranklager Christina Gregersen i grundlovsforhøret lørdag ifølge Ekstra Bladet.

Ulykken skete fredag aften i Hunseby på Lolland.

Her kørte den 29-årige ind i den 11-årige pige, der cyklede sammen med sin lillebror i rabatten ved siden af vejen. På den anden side gik børnenes forældre. Det fortæller et vidne til Ekstra Bladet.

Pigen fik efter ulykken livreddende førstehjælp, men lørdag morgen lød meldingen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at hun var afgået ved døden på hospitalet.

Efter ulykken stak manden af, men takket være vidner fandt politiet hurtigt frem til ham.

Promille på over to

Ved retsmødet kom det frem, at manden havde en promille på 2,02, da han efter anholdelsen fredag blev bedt om at blæse i politiets alkometer, skriver bt.dk.

Grænsen for spirituskørsel ligger ved en promille på 0,5.

Den 29-årige er blevet varetægtsfængslet frem til 12. maj.

Ifølge BT erkendte den 29-årige sig skyldig i grov kådhed, spirituskørsel, at være flygtet fra gerningsstedet og at have kørt uforsvarligt imod færdselsretningen med en knust rude.

Christina Gregersen oplyser til Ritzau, at manden er fængslet på grundlag af en mistanke om, at han er skyldig i pigens død, og at der er risiko for, at han på fri fod vil kunne påvirke politiets efterforskning.

TV 2 arbejder på at få en kommentar fra senioranklageren.

Minder om andre spiritusulykker

Typisk er der en række faktorer, der er i spil, når spirituskørsel resulterer i en ulykke, og hvis den 29-årige ender med at blive dømt for spirituskørsel i forbindelse med dødsulykken, passer han nærmest perfekt på Rådet for Sikker Trafiks profil af spiritusulykker.

Fakta om spritkørsel:

  • Spritulykker sker oftest fredag, lørdag og søndag aften eller nat. (Ulykken skete fredag aften)
  • De fleste spritulykker sker i forårs- og sommermåneder. (Ulykken skete 23. april)
  • Der sker flest spritulykker på landet. (Ulykken skete på en landevej lidt uden for Maribo)
  • Der er flest unge og midaldrende spritbilister. (Den sigtede er 29 år)
  • Det er typisk bilister eller knallertkørere, der er involveret i spritulykker. (Den 29-årige kørte bil)

Eneste punkt på Rådet for Sikker Trafiks profil, hvor den 29-årige ikke passer ind, skulle han blive dømt, er, at der ofte er tale om eneulykker, hvor den spirituspåvirkede selv er offer.