Krimi

Kørte 11-årig pige ihjel: - Jeg fortjener den største straf

Den 29-årige mand havde drukket flere øl inden ulykken, der kostede en 11-årig pige livet.

En 29-årig mand har erkendt sig skyldig i uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder på en 11-årig pige.

Det fortæller senioranklager Christina Gregersen til TV 2 efter grundlovsforhøret lørdag.

Den unge mand udtalte sig ikke i retten, da han ønskede, at dørene skulle lukkes, hvis han skulle snakke. Det blev dørene ikke, og derfor udtalte han sig ikke lørdag.

Men det gjorde han fredag aften, da han klokken 20.43 blev anholdt af politiet.

- I forbindelse med sin anholdelse, sagde han: ”Jeg tror nok, jeg har kørt en ned. Jeg fortjener den største straf.”, fortæller Christina Gregersen til TV 2.

Den tragiske ulykke skete ifølge politiet fredag aften klokken 20.19.

Her kom den 29-årige mand kørende i en varevogn i Hunseby på Lolland, da han påkørte en 11-årig pige, der cyklede.

Pigen blev hårdt kvæstet og døde lørdag som følge af ulykken.

Erkender flere forhold

Den unge mand valgte at stikke af fra ulykken. Det forhold har han erkendt over for politiet.

Inden politiet fik fat i den 29-årige, ringede han til en kammerat.

- Han fortæller sin kammerat, at han har lavet noget rigtig lort, siger Christina Gregersen.

Over for politiet erkendte manden, at han havde drukket omkring 12 øl i løbet af dagen. Hans promille blev målt til 2.02.

I mandens varevogn blev der fundet flere øldåser og flasker.

Den 29-årige blev i grundlovsforhøret varetægtsfængslet frem til 12. maj.