Krimi

To anholdt i større politiaktion - ammunitionsrydning er til stede

Politiet er tavst om stor politiaktion på Amager.

To personer er blevet anholdt i en større politiaktion på Følfodvej i Tårnby på Amager søndag eftermiddag.

En del af vejen er spærret på grund af politiets arbejde. Teknikere og Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste er til stede.

Det oplyser politiinspektør Henrik Andersen fra Københavns Politi.

Han ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at fortælle, hvad de anholdte personer er sigtet for.

- De vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten mandag, og vi forventer, at det bliver for lukkede døre, siger Henrik Andersen.

Ingen er kommet til skade i forbindelse med sagen.

Politiet ankom til området ved 15.30-tiden.

Efterforskningen på stedet ventes at vare "et par timer endnu", fortæller vagtchefen omkring klokken 17.15.