Krimi

Tilfældig bil blev ramt under skudepisode - politiet efterlyser mænd på scootere

Politiet formoder, at motivet bag de affyrede skud skal findes i en intern konflikt i det kriminelle miljø.

Onsdag eftermiddag blev en tilfældig forbipasserende bil ramt af skud i det centrale Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi i en meddelelse.

Bilen blev ramt i skærmkassen over venstre baghjul, og den kvindelige bilist er uskadt.

Ifølge flere vidner blev skuddene affyret af to mørkklædte mænd på en scooter, og politiet efterlyser nu vidner til episoden, der fandt sted i krydset mellem Vestre Ringgade og Silkeborgvej.

Motivet kan findes i det kriminelle miljø

Politiet har hele onsdag aften og nat efterforsket episoden og vil også den kommende tid være til stede i området.

- Det er jo helt uacceptabelt, at der bliver skudt hen over en stærkt trafikeret vej, og vi tager den her sag meget alvorligt og efterforsker den intensivt, siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup.

Politiets formodning er, at at motivet bag de affyrede skud skal findes i en intern konflikt i det kriminelle miljø.

- Og vi er overbeviste om, at gerningsmændene havde et helt bestemt mål, de ville ramme, siger han.

En sort PGO-scooter uden nummerplader

Politiet hører meget gerne fra personer, der har set de to mørkklædte mænd. De kørte på en sort PGO-scooter uden nummerplader.

- Vi har allerede afhørt en lang række vidner, der var på stedet, men vi hører gerne fra andre, som måske har set scooteren køre rundt et andet sted i Aarhus enten før eller efter selve skudepisoden, siger Lennart Glerup.

Østjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.