Krimi

Politi dropper sigtelse mod Sanjay Shas kone

Sanjay Shahs kone, Usha, er ikke længere sigtet i sagen om milliardbedrageri med refusion af udbytteskat.

Politiet har droppet sigtelsen mod Sanjay Shahs kone, Usha Shah, i sagen om bedrageri for milliarder med refusion for udbytteskat.

Det oplyser hendes advokat, Andro Vrlic, til Ritzau.

- Min klient har fået en meddelelse fra Søik (Bagmandspolitiet, red.) om, at der ikke bliver nogen straffesag mod hende, siger Andro Vrlic.

Andro Vrlic har arbejdet med sagen de seneste tre år.

Bliver med al sandsynlighed ikke dømt

Usha Shah var sammen med sin ægtefælle, den britiske Sanjay Shah, og en anden brite, Anthony Mark Patterson, sigtet for at have suget godt ni milliarder kroner ud af statskassen, da de begik bedrageri med hensyn til refusion af udbytteskat.

Men politiet har nu vurderet, at Usha Shah med al sandsynlighed ikke vil blive dømt i en eventuel straffesag.

- Hun er selvfølgelig rigtig lettet over, at man efter flere års sagsbehandling når frem til det, som hun og jeg har sagt igennem hele sagen: At der ikke var noget at komme efter i forhold til hende, siger Andro Vrlic.

Ushas mand, Sanjay Shah, og Anthony Mark Patterson blev onsdag varetægtsfængslet in absentia.

Fængsling er første skridt mod udlevering

En kendelse om varetægtsfængsling er første skridt i en proces om udlevering af de to mænd, der befinder sig i henholdsvis Dubai og Storbritannien.

- De skal fremstilles i retten inden for 24 timer, når de er blevet indbragt til landet, sagde dommer Nanna Blach i retsmødet ved Retten i Glostrup, hvor Bagmandspolitiet havde begæret varetægtsfængslingen.

Hvornår det eventuelt kan ske, er det dog endnu umuligt at spå om.

De tiltaltes forsvarere kærede nemlig på stedet afgørelsen til Østre Landsret. Dette skridt får opsættende virkning på grund af "sagens helt særlige karakter", beslutter dommeren. Derfor kan politiet ikke gå i gang med udleveringen, før sagen har været for landsretten.