Coronavirus

44 nægtede at betale coronabøder efter fest på ålefarm - nu er de dømt til at betale

De 44 personer festede med levende musik.

44 personer i alderen 35 til 76 år bliver straffet med bøder for at bryde forsamlingsforbuddet. Det har Retten i Holstebro torsdag afgjort.

Personerne var den 12. december samlet til en fest med levende musik i nogle erhvervslokaler uden for Holstebro.

Festen var arrangeret og iværksat af to personer for fanskaren til deres band, oplyser Retten i Holstebro.

De to arrangører er hver dømt til at betale en bøde på 5000 kroner, hvilket svarer til kravet fra anklagemyndigheden.

Resten modtager hver en bøde på 4000 kroner.

Det er noget højere end standardtaksten på 2500 kroner. Det skyldes ifølge specialanklager Ulrik Pandruo, at der er en række skærpende omstændigheder. Blandt andet at festen var planlagt af en gruppe.

Inviterede pr. sms

Retten har lagt vægt på, at de to arrangører som professionelle musikere planlagde og tog initiativ til at afholde festen, idet de "pr. sms inviterede et større antal personer med geografisk spredt bopæl i Jylland og på Fyn, hvorefter de sammen med i hvert fald 44 af disse samledes på en ejendom i en bygning, som var udlånt af ejeren, der ikke selv deltog, og at festen blev afviklet over 6 timer med dans og i øvrigt uden at følge de anbefalede afstandskrav, levende musik og indtagelse af alkohol", lyder det i dommen.

Selv om festen medførte en lav indtægt og eventuelt tab for de to arrangører, "må den antages at have været med til at vedligeholde fanskaren og opbakningen til deres band", lyder det videre i dommen.

Retten lægger desuden vægt på, at der med festen var fare for smittespredning til en stor del af landet, og at festen har krænket retsfølelsen hos den del af befolkningen, som har fulgt coronarestriktionerne.

Privat ejendom

Festen med de 44 deltagere fandt sted med livemusik og dans 12. december 2020 på en nedlagt ålefarm øst for Holstebro. På daværende tidspunkt tillod forsamlingsforbuddet, at maksimalt ti personer måtte forsamle sig på steder med offentlig adgang.

Deltagerne har hele tiden afvist at have brudt forsamlingsforbuddet. Der var en privat fest, der blev holdt på en privat matrikel, lyder argumentet, som retten altså ikke fandt tilstrækkeligt.

- Det er på privat ejendom, lød det fra en af de tiltalte, da han som den første afgav forklaring tirsdag.

- Vi finder det sted og kan se, det er privat matrikel. Ud fra de oplysninger, vi læser, og de undtagelser, der er, kan vi ikke se andet, end at her må vi godt være.

Han er musiker, og det var ham, der udsendte invitationer til deltagerne.

Musiker kontaktede covid-19 hotline og politiet

Manden beskrev deltagerne som en sammentømret flok, der kender hinanden fra forskellige fester rundt om i landet.

Musikeren fortalte desuden, at han tog kontakt til en covid-19-hotline og til politiet i Holstebro for at sikre, at de var på lovlig grund i forhold til arrangementet.

Der var ingen forplejning ved festen. Alle skulle selv have mad og drikke med, forklarede musikeren.

Der var heller ingen deltagerbetaling, men man kunne donere 200 kroner, hvis man havde lyst, sagde han.

En kvindelig deltager, der efterfølgende blev afhørt, sagde, at hun var i god tro, da hun fandt danseskoene frem den aften.

- Jeg kunne ikke forestille mig, vi gjorde noget forkert. Jeg havde ingen idé om, at vi overtrådte forsamlingsforbuddet, lød det fra kvinden.

Retten i Holstebro har under sagens behandling fysisk taget loungeområdet i den lokale idrætshal i brug for at sikre passende afstand mellem sagens parter.