Krimi

Politiet beslaglægger Audi for vild hastighed efter ny lov

Bilist målt til over 200 kilometer i timen risikerer at miste sit køretøj efter nye regler om vanvidskørsel.

En Audi 3 er beslaglagt af Syd- og Sønderjyllands Politi i henhold til de nye regler om "vanvidskørsel", der er trådt i kraft denne uge.

- En af vores patruljer bliver overhalet af en bilist på Esbjergmotorvejen kort før klokken 2.00 i nat og måler den til 207 kilometer i timen, siger vagtchef Henrik Sønderskov.

- Vi kan ifølge de skærpede regler beslaglægge biler ved kørsel over 200 kilometer i timen, og det gjorde vi så, efter at bilen var bragt til standsning på motorvejen nær Vejen, siger han.

Bilisten er en 34-årig mand.

Risikerer flere år i fængsel

Udover at være sigtet for at overtræde hastighedsgrænsen på motorveje på 130 kilometer i timen, er han også er sigtet for ikke at benytte sikkerhedssele.

Han risikerer på grund af de skærpede straffe at få frataget førerretten i minimum tre år.

Vagtchefen oplyser, at politiet i påsken har sat ekstra færdselspatruljer ind, fordi den nye lov har medført "vrede fra nogle af de grupper", som undertiden ser stort på færdselsloven.

Det er uklart, om den 34-årige mand er ejer af den Audi, som er beslaglagt med henblik på konfiskation.

- Men det er for så vidt ligegyldigt, fordi en tredjemands bil kan også blive konfiskeret efter de nye regler, siger Henrik Sønderskov.

Ifølge vagtchefen vil Audien sandsynligvis blive solgt på auktion.