Krimi

Hærværk mod jødisk gravplads

Justitsminister Nick Hækkerup kalder sagen "oprørende og dybt beskæmmende".

En jødisk begravelsesplads i Aalborg er i nat blevet udsat for hærværk. Det oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi Jess Falberg til TV 2.

- Vi får en anmeldelse i morges 07.54, om at en gerningsmand har smurt rød maling på murværk og smidt to dukker smurt i rødt. Samtidig er der smidt flyers med antisemitiske budskaber, siger Jess Falberg.

De antisemitiske flyers er underskrevet den nynazistiske organisation Nordfront.

Nynazistisk organisation under mistanke

Ifølge Nordjyllands Politi vil man nu starte en efterforskning af sagen ud fra de spredte flyers. Her vil politiet blandt andet forsøge at lede efter dna-spor. Samtidig er patruljeringen omkring jødiske institutioner intensiveret.

- Vi har ikke noget, der peger på bestemte personer. Men det er da klart, hvor vi skal lede efter potentielle gerningsmænd lige nu, siger Jess Falberg.

På Nordfronts hjemmeside er der lagt flere billeder ud, og ifølge organisationen er der lavet aktioner i flere byer rundt i landet, der skal skabe opmærksomhed omkring jødiske traditioner, som organisationen kalder dyreplageri.

En af byerne er Horsens, hvor Nordfront har lagt billeder ud af dukker og flyers. Men Sydøstjyllands Politi afviser, at der her har været antisemitisk hærværk i byen.

Politiet er bekendt med billeder på Nordfronts hjemmeside, der skulle vise blodige dukker i Horsens, men har ikke fundet noget hærværk.

Til Ekstra Bladet siger, Nordfronts administrator Mikkel Pedersen, at Nordfront er delt mellem en organisation og en modstandsbevægelse.

- Nordfront bakker selvfølgelig op om den aktivisme, som Modstandsbevægelsen udfører, og vi er er indforstået med at være Modstandsbevægelsens talerør og tætte samarbejdspartner.

Justitsminister fordømmer

Nattens hærværk har fået justitsminister Nick Hækkerup til at reagere. I en skriftlig kommentar til Ritzau kalder han hærværket mod en jødisk begravelsesplads i Aalborg for "oprørende og dybt beskæmmende".

- Sagen efterforskes nu af politiet, og det er ganske enkelt forkasteligt, at vi igen skal være vidne til, at gravsteder bliver skændet, lyder det i en skriftlig kommentar fra ministeren.