Krimi

It-medarbejder i politiet sigtes for overvågning af omkring 100 kvinder

Den sigtede blev anholdt i forbindelse med en ransagning på sin bopæl ved Aarhus.

En ansat i politiet er sigtet for at have overvåget omkring 100 kvinder i politiet ved at skaffe sig ulovlig adgang til deres telefoner, skriver Ekstra Bladet onsdag.

Manden, der er it-medarbejder, sigtes for uberettiget at have skaffet sig adgang til politikollegers telefoner.

Han skal have lagret og opbevaret materialet fra telefonerne i en længere periode, lyder det i sigtelsen ifølge Ekstra Bladet.

Har du hørt eller set noget, som du mener, at TV 2 skal vide?
Tak for din henvendelse.

Politidirektør i Østjyllands Politi, Kirsten Dyrman, bekræfter over for TV 2, at der i øjeblikket bliver efterforsket en sag, men hun vil ikke komme nærmere ind på, hvad den handler om.

- Det er en alvorlig sag, men jeg kan ikke sige yderligere, siger Kirsten Dyrman.

- Det, som er vores opgave nu, er at hjælpe og støtte vores medarbejdere i det omfang, de har brug for det.

Har overdraget sagen

Politidirektøren oplyser, at man for at undgå habilitetsproblemer har overdraget efterforskningen til Midt- og Vestjyllands Politi.

TV 2 har været i kontakt med Midt- og Vestjyllands Politi, der bekræfter, at de efterforsker en sag fra Østjyllands Politi, men ikke har yderligere kommentarer.

Den sigtede it-medarbejder, der arbejder på Politigården i Aarhus, blev anholdt mandag i forbindelse med en ransagning på sin bopæl ved Aarhus.

Manden er ifølge Ekstra Bladet løsladt, men fortsat sigtet.