Coronavirus

Partybus med 55 stoppet på motorvej efter tip fra bagvedkørende

Bussens passagerer kan nu se frem til en bøde på 2500 kroner, men børn under 15 slipper med skrækken, fortæller vagtchef. Der var i alt 55 i busssen.

44 personer er fredag aften blevet sigtet for at feste i en partybus.

Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2.

Bussen blev stoppet på Helsingørmotorvejen i Kokkedal omkring halv otte fredag aften, da den var på vej mod København.

Og ifølge vagtchef ved Nordsjællands Politi Stefan Andersen var festbussen fyldt med gæster i alle aldre:

- Der var primært yngre personer til stede i bussen, men det var et ret godt spænd på børn helt ned til 5 år og et par stykker over 50, siger han.

Politiet fik en anmelde om en større fest i partybussen fra en borger, der kørte bag partybussen.

Alle over 15 år får bøde på 2500 kroner

Ifølge vagtchefen tog bussens passagerer det efter omstændighederne ”helt fint,” at festen pludseligt måtte bringes til standsning.

Og efter at være blevet skrevet op af politiet, forlod de stedet i god ro og orden.

- De, der var med bussen, har fundet alternative måder at komme væk på. Nogle har taget taxa, andre er blevet hentet, fortæller Stefan Andersen.

Festdeltagerne får en bøde for overtrædelse af forsamlingsforbuddet på 2500 kroner. Også chaufføren og arrangøren er blevet sigtet.

Indehaveren af bussen kan se frem til en noget større bøde.

- Hvor stor den bliver, kan jeg ikke sige. Det afhænger af mange ting, blandt andet om man tidligere har fået en sigtelse for at arrangere fester, siger Stefan Andersen.

Ifølge vagtchefen har ingen af passagererne under 15 år fået bøder - heller ikke de 5-årige.

Der var i alt 55 personer i bussen.

Forsøgte at stikke af fra politiet

Personerne i partybussen var ikke de eneste, der forsøgte at sætte lidt kolorit på tilværelsen fredag aften.

I Glostrup blev 22 personer sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet, da de var samlet i et klublokale for at ryge vandpibe.

Forsamlingen bestod hovedsageligt af yngre mænd, og de 22 blev opdaget natten til lørdag kort efter midnat.

- Et par stykker forsøgte at stikke af, men blev fanget af politiet, siger vagtchef Claus Stoltenberg til Ritzau.

Samtlige personer har erkendt, at de har overtrådt forsamlingsforbuddet. De kan hver især se frem til en bøde på 2500 kroner.