Krimi

Kvinde tiltalt efter corona-paragraf for at opfordre til optøjer

Kvinde er tiltalt for flere forhold i forbindelse med demonstration arrangeret af Men In Black. Retssagen begynder onsdag.

En 30-årig kvinde, der deltog i en voldelig demonstration mod coronarestriktioner i København 9. januar, er tiltalt efter en paragraf, der kan hæve straffen med op til det dobbelte.

Den særlige del af Straffeloven kan komme i spil, "hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark".

Det fremgår af anklageskriftet i sagen, der behandles af Københavns Byret onsdag.

Kvinden er tiltalt for at have anstiftet og tilskyndet til vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter mod politiet. Ligesom hun ifølge tiltalen tilskyndede til grov forstyrrelse af den offentlige orden og var med til at igangsætte demonstrationen med et ønske om, at der skulle øves vold eller trusler om vold "mod personer eller gods".

- Så lad os smadre det, venner

Til demonstrationen 9. januar gik den 30-årige kvinde omkring klokken 18.30 op på et podium foran mindst 400 demonstranter, der var samlet på Rådhuspladsen for at demonstrere.

Før, under og efter talen blev der ifølge tiltalen antændt kanonslag, romerlys og affyret fyrværkeri mod Københavns Rådhus.

- Vi er vrede, og vi er trætte, og vi er ved at blive sindssyge, sagde hun blandt andet over en højttaler.

- Er der ingen, der lytter på os? Der er ingen, der lytter til os venner. Så hvad gør vi? Vi får dem til at lytte.

- Er I med? Er vi færdige med at acceptere det lort? Så lad os smadre det, venner. Folkestyre okay?

Samt:

- Folket ind i Folketinget. Smadr det system. Tak skal I have. Fuck Systemet. Fuck Mette. Fuck politi. Fuck det hele mand. Tak.

Kast med sten og kanonslag

Kvinden er også tiltalt for kort efter talen at have deltaget i grov forstyrrelse af den offentlige orden på blandt andet Rådhuspladsen, Strøget, H.C. Andersens Boulevard og Blegdamsvej.

Ifølge tiltalen gik hun flere gange forrest i demonstrationen, hvor hun gennem en megafon tilskyndede andre til overfald på de tilstedeværende politifolk med kast af blandt andet sten, fakler, kanonslag, fyrværkeri, cykler og flasker.

Mindst 16 polititjenestemænd blev ramt, og flere kom til skade.

Endelig er hun tiltalt for ikke at efterkomme myndighedernes krav om, at deltagerne skulle forlade stedet, da demonstrationen blev opløst. Ifølge tiltalen tilskyndede hun andre "til ny grov forstyrrelse af den offentlige orden og voldelig adfærd", idet hun gennem megafonen udtalte:

- Frihed for Danmark, vi har fået nok.

- Op i røven med dronningen.

Samt:

- Få lidt gang i den tromme der, mand.

Inden hun ifølge tiltalen deltog de sidste 10 minutter, inden demonstrationen endelig blev opløst af politiet klokken 21, hvor der igen skete kast af genstande mod politiet.

Kompliceret tiltale

Den samlede tiltale mod kvinden er kompliceret og består af en lang række led og paragraffer.Kvindens forsvarer, Hassan Mahmood, ønsker ikke at udtale sig inden retssagen ud over at:

- Min klient nægter sig skyldig.

Overordnet ønsker Anklagemyndigheden, at kvinden straffes som en af den voldelige demonstrations ledere og anstifter til volden. Er retten ikke enig, vil anklageren præsentere en sekundær anmodning om, at hun straffes for at have medvirket til vold mod personer i offentlig tjeneste.

Arrangeret af Men in Black

Demonstrationen, kvinden talte til, var arrangeret af gruppen Men in Black, der har stået bag en række demonstrationer mod coronarestriktioner rundt omkring i landet.

De ville sætte fællesskab i fokus og samle Danmarks vågne befolkning, skrev de i Facebook-invitationen til ’Demonstration for frihed’, der var lovligt anmeldt.

11 personer er fortsat varetægtsfængslet for kast mod politiet i forbindelse med demonstrationen - andre er sigtet for fornærmende tale.

I første omgang afviste en dommer i Københavns Byret at varetægtsfængsle kvinden, men den kendelse blev omstødt af Østre Landsret.

TV 2 dækker retssagen, der på grund af coronarestriktioner har begrænset plads til tilhørere.