Anklager kræver tre års fængsel til kvinde for demo-tale
En 30-årig mor til to har svært ved at holde tårerne tilbage, mens anklager procederer i retten.
Det skal koste en 30-årig kvinde mellem to et halvt og tre års fængsel at have opildnet til vold mod politiet og grov forstyrrelse af den offentlige orden i forbindelse med en demonstration 9. januar, hvor hun i en tale opfordrede til at "smadre byen på en ikke-voldelig måde".
Det mener anklager Henrik Uhl Pedersen, der onsdag har holdt sin procedure i sagen ved Københavns Byret.
Den høje straf skyldes, at anklageren vil have hende dømt efter en særlig paragraf.
- Når hun ophidser en gruppe demonstranter til vold mod politiet, er det ulovligt, og når det sker, fordi Danmark er lukket ned af covid-19, så er det omfattet af Straffelovens paragraf 81d, sagde Henrik Uhl Pedersen.
Paragraffen er ny og handler om, at straffen kan hæves til det dobbelte, hvis "lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark".
- Hun har været med til at anstifte til vold, hun har ledet demonstrationen og dirigeret forsamlingen af maskerede, mørkklædte mænd. Straffen skal ligge i den høje del af spektret og altså mellem to et halvt og tre års fængsel, sagde Henrik Uhl Pedersen.
Da han nævnte kravet om fængsel i op til tre år kunne den mørkhårede kvinde ikke holde tårerne tilbage. Hun skjulte sit ansigt i hænderne og tørrede øjnene med en serviet.
-Tiltalte er vred på regeringen over nedlukningerne - det er hendes ret. Men når hun ophidser en gruppe demonstranter til vold som følge af nedlukningen, så skal bestemmelsen benyttes, mente anklageren.
Forsvarer kræver frifindelse
Forsvarer Hassan Mahmood procederede derimod for, at hans klient skal frifindes, og at hun efter hans opfattelse forsøgte at stoppe de meddemonstranter, der endte i klammeri med politiet.
Han mener ikke, at hun havde en ledende rolle i demonstrationen – og dermed kan hun heller ikke være medskyldig i kast med blandt andet kanonslag og sten mod politiet, hvor mindst 16 betjente blev ramt.
- Jeg mener ikke, at hun kan gøres ansvarlig for, hvad der sker i København den aften, sagde Hassan Mahmood og tilføjede, at paragraf 81d ikke burde være i spil, da det efter hans opfattelse aldrig havde været hensigten med loven.
Den forkerte heks
Kvinden er tiltalt for at have tilskyndet til vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter mod politiet med kast af kanonslag, sten, dåser og fakler, ligesom hun tiltalt for at tilskynde til grov forstyrrelse af den offentlige orden.
Demonstrationen 9. januar var arrangeret af bevægelsen Men In Black og udviklede sig voldsomt med blandt andet uroligheder omkring Rådhuspladsen, men den 30-årige kvinde afviser, at hun skulle have en ledende rolle i Men In Black.
-Det er den forkerte heks, der bliver jagtet, det er helt sikkert, lød kvindens afsluttende bemærkning.
Kvinden har siddet varetægtsfængslet siden 28. januar.
Dommen i sagen falder fredag klokken 12.30.