Krimi

Landsret frifinder mand for drab på radiovært Nedim Yasar

Alexander Findanis, der har relation til Satudarah, er i landsret kendt skyldig for drabet på Nedim Yasar.

En livstidsdom fra byretten er ved Østre Landsret torsdag formiddag blevet vekslet til en frifindelse for 27-årige Martin Binni Svanberg.

Landsretten har til gengæld fastholdt, at 26-årige Alexander Findanis er skyldig i at have dræbt radiovært og eksbandeleder Nedim Yasar om aftenen den 19. november 2018. Også strafudmålingen på livstid er stadfæstet.

Begge mænd blev dømt for drabet ved Retten på Frederiksberg for et år siden og fik livstidsdomme.

Glæder sig over frifindelse

Advokat Mette Grith Stage glæder sig over, at hendes klient Martin Binni Svanberg torsdag er blevet frifundet.

- Det er en kæmpe lettelse for både mig og min klient. Han har rejst sig og er gået ud til sin familie, som står og venter udenfor, siger hun efter skyldkendelse

Skudt efter sin egen bogreception

Alexander Findanis, der har relation til rockerklubben Satudarah, affyrede ifølge landsretten de dræbende skud mod Nedim Yasar, da Radio24syv-værten var på vej fra en reception for bogen "Rødder - en gangsters udvej".

Bogen handler om Yasars vej ind og ud af bandemiljøet.

Nedim Yasar stiftede i sin tid banden Los Guerreros, som var en støttebande for Bandidos, men forlod i 2012 bandemiljøet via et exitprogram.

Drabet skete, da Nedim Yasar netop havde sat sig ind i sin bil på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter.