Krimi

Fængsling af seks sigtede i terrorsag forlænget

Trods protester fra forsvarerne skal sagen mod seks terrorsigtede fortsat behandles for lukkede døre.

Fire mænd og to kvinder skal forblive fængslet til 17. marts i en sag om terror. Det har byretten i Holbæk tirsdag eftermiddag slået fast.

Yderligere syv personer er varetægtsfængslet i samme sag, sigtet for at planlægge eller medvirke til at planlægge et eller flere terrorangreb i Danmark eller Tyskland – præcis hvad de seks fremstillede tirsdag er sigtet for, er endnu uklart.

- Der er tale om en ganske alvorlig sigtelse efter Straffelovens kapitel 13, der handler om terror, sagde anklager Kirsten Jensen i sit argument for, at dørene fortsat skulle være lukkede i sagen.

Indledningsvis havde retsformanden bestemt, at der ikke længere er grundlag for at efterkomme anklagemyndighedens ønske om, at sagen fortsat skulle behandles for såkaldt dobbeltlukkede døre – den højest mulige grad af hemmeligholdelse.

Kræver klient afhørt

Forsvarerne protesterede også mod de lukkede døre, da sigtelsen mod de seks ikke er af samme alvorlighed som de allerede varetægtsfængslede syv – og gennem protesterne kom det frem, at de sigtede ikke er blevet afhørt af politiet ud over det, de har svaret på i forbindelse med de tidligere retsmøder.

- Tre gange har jeg gjort opmærksom på, at min klient gerne ville afhøres, men det kunne man ikke finde tid til, protesterede advokat Thorkild Høyer, der er forsvarer for en af de sigtede kvinder.

Anklageren redegjorde for, at man endnu manglede at gennemgå en lang række beslaglagte effekter og beviser – flere forsvarere forklarede, at deres klienter havde udleveret koder til telefoner og computere, og at det ikke var rimeligt, at politiet fortsat ønsker lukkede døre i sagen.

Dommer Kinna Eidem behøvede dog ikke at trække sig til bage for at overveje sin kendelse om, at sagen fortsat skal behandles bag lukkede døre:

- Af hensyn til sagens meget alvorlige karakter, det tidlige stadie, efterforskningen er på og det forhold, at der er mange sigtede, forklarede hun.

Fire mænd og to kvinder bliver tirsdag fremstillet i Retten i Holbæk sigtet for brud på den såkaldte terrorparagraf. Trods protester fra forsvarerne skal sagen mod seks terrorsigtede dog fortsat behandles for lukkede døre.

I alt 14 anholdt i Danmark og Tyskland

I alt 14 personer er blevet anholdt i sagen, der handler om terrorplaner med "militant islamistisk motiv".

Syv af de anholdte blev tidligere i februar fængslet frem til 2. marts.

Yderligere seks blev varetægtsfængslet indtil 23. februar ved et grundlovsforhør natten til fredag 13. februar. Det er disse seks sigtede, der tirsdag bliver fremstillet med krav om fortsat fængsling

40-årig løsladt i Tyskland

Desuden blev én person, en 40-årig mand, anholdt i Tyskland i samarbejde med de tyske myndigheder. Han blev dog i fredags løsladt af den tyske anklagemyndighed.

Sagen har indtil nu kørt for dobbeltlukkede døre ved domstolene. Det vil sige, at offentligheden ikke har måttet være til stede i retslokalet og heller ikke har kunnet få sigtelsen at vide.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har dog oplyst, at de syv personer, fire mænd og tre kvinder, der er varetægtsfængslet frem til 2. marts, er sigtet for at have planlagt et eller flere terrorangreb eller medvirket til forsøg på terror.

De er sigtet efter straffelovens paragraf 114, styk 1, som også kaldes terrorparagraffen. Ifølge sigtelsen har de anskaffet sig ingredienser og komponenter til fremstilling af sprængstof samt våben eller medvirket til det.

PET har oplyst, at der blandt andet er beslaglagt komponenter og ingredienser, som kan bruges til at lave sprængstof eller bomber, samt våben i form af blandt andet en jagtriffel med kikkertsigte.

Planlagt terrorhandling

Ifølge politiet er målet for den planlagte terrorhandling med "militant islamistisk motiv" endnu ikke kendt, men det mistænkes at være i Danmark eller Tyskland.

PET har ikke givet nogen oplysninger om de anholdte, og på grund af navneforbud er det begrænset, hvad medierne kan skrive om dem.

Blandt de anholdte er tre brødre, der kommer fra Tyskland.

Fra anklagemyndigheden i den tyske by Naumburg ved vi, at en domstol lørdag 6. januar udstedte en arrestordre på tre mænd af syrisk afstamning i alderen 33, 36 og 40 år. Den ene er anholdt i Tyskland, og de to andre er anholdt i Danmark.

Den ene af de tre, en 40-årig mand, er altså nu blevet løsladt af den tyske anklagemyndighed.