Krimi

19-årig alvorligt kvæstet efter ulykke

Lægehelikopter har bragt ung mand til Rigshospitalet efter ulykke i Jægerspris. De pårørende er underrettet.

En 19-årig mand blev søndag morgen bragt til Rigshospitalet med helikopter efter en soloulykke i Jægerspris i Nordsjælland.

Den unge bilist har fået alvorlige kvæstelser. Derudover er to jævnaldrende kammerater i samme bil kommet lettere til skade.

Det oplyser vagtchef Søren Greve fra Nordsjællands Politi.

Den 19-årige mands tilstand er stabil søndag eftermiddag, hvor han er omgivet af sin familie på hospitalet, fortæller vagtchefen.

Politi og redningsmandskab blev alarmeret om ulykken klokken 07.12.

- Det var den ene af passagererne i det forulykkede køretøj, der kontaktede alarmcentralen, siger Søren Greve.

Ulykken skete på Færgelundsvej i Jægerspris, som efterfølgende blev afspærret. Billeder fra stedet viste, at den havarerede bil lå på taget uden for kørebanen.

Årsagen til ulykken er endnu ikke fastlagt, men glat føre kan meget vel være en del af forklaringen.

- Det har været rimglat på vejene, men om der også er andre forhold, der kan have påvirket kørslen - såsom høj hastighed - kan jeg ikke sige endnu, lyder det fra vagtchefen.

De to lettere tilskadekomne mænd slap fra ulykken med "skrammer og knubs".