Krimi

Manden bag 'snapsefif' jagtet af politiet - sårede en betjent og kørte ind i en anden

Den dømte spritbilist, der det seneste år har skabt utryghed i en lille landsby i Østjylland, er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

61-årige Henrik D., som tidligere er dømt for spirituskørsel, og som de seneste år har skabt stor utryghed med sin slingrende kørsel blandt småbørnsfamilier i en lille østjysk by, blev tirsdag aften anholdt efter en dramatisk biljagt.

Det fremgår af en politirapport fra Østjyllands Politi.

Anholdelsen skete blot tre dage efter, at TV 2 har beskrevet, hvordan manden ifølge naboerne har kørt spritkørsel i mere end et år – på trods af adskillige henvendelser til politiet.

- Det er simpelthen så rar en følelse, at han nu er blevet fanget. Manden er jo farlig og fuldstændig ligeglad med andres ve og vel. Det er derfor, han skal væk fra vejen, siger Jesper Gormsen.

Han er en af de beboere, der har været bekymret for sine børns sikkerhed, fordi han har kunnet se, hvordan Henrik D. ofte ”kommer og parkerer, knapper øllene op” og kører rundt på vejene.

Og dét selvom han har fået frakendt kørekortet for længst.

- Det har været sådan, siden vi flyttede herud i december 2018, men når vi har haft kontaktet politiet, har de sagt, at de ikke har haft ressourcer, siger han.

Væltede betjent omkuld

Ifølge rapporten blev Henrik D. tirsdag aften ved 18-tiden spottet af en patrulje, da han langsomt kom kørende ud fra en sidevej i den østjyske landsby, han bor i.

Betjentene kørte efter ham ind på en gårdsplads og aktiverede horn og lygter, da de havde en mistanke om, at han kunne være påvirket af alkohol, men Henrik D. stoppede ikke.

Heller ikke, da en betjent steg ud af patruljevognen og løb hen og bankede på ruden og råbte, at han skulle standse, standsede Henrik D.

Betjenten slog herefter ruden i stykker, men ifølge politirapporten, fortsatte manden blot sin langsomme kørsel og drejede pludseligt hårdt til venstre, så betjenten fik skåret sin finger på den knuste rude og blev væltet omkuld.

Herefter kørte Henrik D. igen ud på landevejen.

Tidligere domme

  • I august blev Henrik D. idømt en behandlingsdom af landsretten og fik konfiskeret tre køretøjer.
  • To gange tidligere er han blevet dømt af byretten.
  • I 2020 blev Henrik D. dømt for 24 færdselsforseelser, heriblandt fem tilfælde af spirituskørsel.
  • Kørekortet har han mistet.

Kørte på midten af vejen

Betjenten, der sad i patruljebilen, kørte herefter selv efter bilen, men den 61-årige mand kørte midt på kørebanen, så det ikke var muligt for patruljebilen at overhale.

Først efter noget tid kørte Henrik D. over til siden, så betjenten kunne komme op på siden og med tegn og armbevægelser forsøge at få ham til at standse bilen.

Det havde dog den modsatte effekt. For i stedet for at køre ind til siden, styrede den 61-årige mand sin bil lige mod patruljebilen, som han ifølge politirapporten flere gange kørte ind i.

Først da han kørte ind på en gårdsplads igen, standsede han og blev anholdt på stedet.

Fem sigtelser

Tryghed i trafikken og hårdere kurs mod trafiksyndere har stået meget højt på regeringens dagsorden.

Problemet med blandt andet vanvidsbilister har været omtalt i nytårstaler, og sidste år vedtog Folketinget en række stramninger af færdselsloven, der skal få de værste bilister væk fra vejene.

Dansk Folkepartis kaldte lørdag sagen om Henrik D. for "en social skandale", og SF's retsordfører, Karina Lorentzen udtalte, at politikerne nok har "overset serieforbrydere som ham her".

Lørdag afviste Justitsminister Nick Hækkerup at stille op til interview om sagen, men han skrev sådan her i en mail til TV 2:

- Jeg kan ikke kommentere den konkrete sag, men generelt kan jeg sige, at jeg forventer, at politiet selvfølgelig griber ind, hvis en borger er kendt af politiet for at skabe utryghed lokalt ved at køre rundt uden kørekort og påvirket af alkohol.

Den 61-årige mand blev onsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør. Han blev sigtet for spirituskørsel, for at have kørt bil på trods af frakendt førerret, og for dokumentfalsk ved at have indregistreret bilen, han kørte i, i en andens navn. Desuden blev han sigtet for to tilfælde af grov vold mod tjenestemand i funktion samt for at have lagt hindringer i vejen for politiets arbejde.

Henrik D. blev varetægtsfængslet i fire uger, men kærede kendelsen til Landsretten.