Tre af de sigtede i terrorsag er søskende flygtet fra Syrien
Ifølge TV 2s oplysninger har de tre søskende haft ophold i Danmark siden midten af 2010'erne. Flere andre i sagskomplekset har også familiebånd.
Tre af de sigtede i den omfattende terrorsag fra Holbæk er syriske flygtninge.
Ifølge TV 2s oplysninger er de søskende, kommer fra en forstad til Damaskus og har haft ophold i Danmark siden midten af 2010'erne.
TV 2 har talt med en dansk kvinde, der kender familien. Hun er meget "chokeret" over, at de er anholdt i sagen.
De tre syrere blev sammen med tre andre varetægtsfængslet natten til fredag ved retten i Holbæk.
Kemikalier og våben beslaglagt
I forbindelse med sagskomplekset er i alt 13 personer varetægtsfængslet i Danmark, fordelt på to grupper.
Den ene gruppe på syv personer er sigtet for at have planlagt et eller flere terrorangreb eller medvirket til det. De er varetægtsfængslet frem til 2. marts.
Den anden gruppe på seks personer, som de tre syriske flygtninge er en del af, har ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) tilknytning til sagen, men både PET og politiet afviser at oplyse, hvad de er sigtet for. De er varetægtsfængslet frem til 23. februar.
Yderligere en mand, der ifølge PET er relateret til sagen, er varetægtsfængslet i Tyskland.
Her er et overblik over de sigtede og nogle af de indbyrdes familierelationer:
I forbindelse med anholdelserne har dansk og tysk politi foretaget en række ransagninger i Danmark og Tyskland.
Der er blandt andet beslaglagt kemikalier og andre remedier, der kan bruges til at fremstille en bombe, samt våben i form af pumpguns og en jagtriffel med kikkertsigte. Derudover er der beslaglagt et hjemmelavet IS-flag og en koran med overstregede citater om at bekæmpe de vantro.
En af syrerne er kvinde med børn
De tre syriske søskende, der blev varetægtsfængslet natten til fredag, er to mænd og en kvinde.
Kvinden er i begyndelsen af 40'erne og har børn, mens de to mænd er henholdsvis i begyndelsen af 30'erne og i midten af 20'erne.
Ifølge TV 2s oplysninger har de været en del af et integrationsforløb og har gået på sprogskole. En af de to mænd har været ansat i en dansk virksomhed i et praktikforløb i 2016.
TV 2 har været i kontakt med den syriske mands tidligere chef, men kan af hensyn til det nedlagte navneforbud i sagen ikke oplyse navnet på arbejdspladsen og chefen. Ifølge chefen talte den syriske mand relativt godt dansk og var en høflig og behjælpelig medarbejder.
Den danske kvinde, TV 2 har talt med, har sidst været i kontakt med familien i begyndelsen af 2019. Hun fortæller, at hun ikke oplevede dem som særligt religiøse i de år, hun var i kontakt med dem.
Flere er i familie og har børn
Nationaliteten på de øvrige i sagskomplekset er endnu ukendt, men ifølge tysk politi er der flere syrere involveret.
Ifølge TV 2s oplysninger har flere andre af de sigtede i sagskomplekset også familierelationer. Blandt andet danner en kvinde og en mand par og har børn. De to er en del af gruppen på syv personer, der er varetægtsfængslet frem til 2. marts.
Grundlovsforhørene om varetægtsfængslingerne af de 13 personer er kørt for dobbeltlukkede døre af hensyn til "sagens karakter, statens sikkerhed og fremmede magter". Derfor er det begrænset, hvad offentligheden kan få indblik i.
Derudover er der nedlagt navneforbud, hvilket betyder, at medierne ikke må offentliggøre de pågældendes identitet eller detaljer, der kan identificere dem.