Krimi

14 anholdt i terrorsag

Syv personer er blevet varetægtsfængslet, mens flere fremstilles i grundlovsforhør torsdag.

Syv personer er blevet varetægtsfængslet og sigtet for at have planlagt et eller flere terrorangreb eller medvirket til forsøg på terror.

Det skriver Politiets Efterretningstjeneste, PET, i en pressemeddelelse.

Anholdelserne er sket i forbindelse med en større politiaktion på Sjælland, som PET gennemførte i weekenden i samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi.

De syv er sigtet efter straffelovens paragraf 114, stk. 1, som også kaldes terrorparagraffen. Ifølge sigtelsen har de anskaffet sig ingredienser og komponenter til fremstilling af sprængstof samt våben eller medvirket til det.

Yderligere seks personer med tilknytning til sagen bliver torsdag eftermiddag krævet varetægtsfængslet i et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk.

Derudover er endnu en person i samme sagskompleks i samarbejde med de tyske myndigheder blevet anholdt i Tyskland, fremgår det af pressemeddelelsen.

- PET ser med stor alvor på denne type sager. Det er vores opfattelse, at der er personer, som har intention om og kapacitet til at begå terrorangreb i Danmark, står der i pressemeddelelsen.

Fortsat alvorlig terrortrussel

PET og Midt- og Vestsjællands Politi forventer at indkalde til et pressemøde om sagen fredag formiddag.

Efterretningstjenesten oplyser til TV 2, at man ikke vil kommentere sagen yderligere før pressemødet.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) kommenterer sagen på Twitter, hvor han også takker de tyske myndigheder for et godt samarbejde med PET.

- Sagen viser desværre, at terrortruslen mod Danmark fortsat er alvorlig. Men vi har et dygtigt og årvågent politi, der har vist, at de passer på os, siger han fra ministeriets Twitter-profil.

Vil ikke kommentere sammenhæng med sag i Holbæk

Sagen kører for dobbeltlukkede døre ved domstolene. Det vil sige, at offentligheden ikke må være til stede i retslokalet og heller ikke får sigtelsen at vide.

I weekenden gennemførte Midt- og Vestsjællands Politi en stor og langvarig politiaktion i Holbæk. Politiet har holdt kortene meget tæt til kroppen i den sag, og PET vil overfor TV 2 ikke kommentere, om der er en sammenhæng.

Da der onsdag var et grundlovsforhør i sagen fra Holbæk, foregik det også for dobbeltlukkede døre og under skarp politibevogtning. Desuden afslørede politiets journalnummer, at sagen handler om terror.

- Det er af hensyn til sagens karakter og hensynet til fremmede magter og den videre efterforskning, lød dommerens begrundelse for at lukke dørene.