Krimi

Politiet efterforsker mulig bortførelse af tiårig dreng

Drengens far har søndag aften sendt en advarsel til indbyggerne i Frederikshavn.

Nordjyllands Politi efterforsker en mulig bortførelse af en tiårig dreng fra Frederikshavn, skriver politiet på Twitter søndag aften.

Episoden fandt sted søndag eftermiddag, da den tiårige dreng legede i sin have på Pallesvej.

- Pludselig tager en ung mand kontakt til min søn og beder ham komme over til sig, fortæller den tiårige drengs far, Lasse Engell til TV 2.

Sønnen sagde nej, men i det næste øjeblik løb den unge mand, ind i haven, greb fat i sønnen og tog ham med, har sønnen fortalt til Lasse Engell, der ikke selv så det ske.

Bortføreren, der beskrives om mørk i huden, med sort jakke og blå cowboybukser, satte kursen fra familien Engells hjem på Pallesvej og ned til krydset på Søndergade og Møllehus Alle. En tur på et par hundrede meter.

Her mødtes manden ifølge den tiårige med to mænd med hvid hud, fortæller Lasse Engell.

- De ville have min søn et sted hen, men da bortføreren et kort øjeblik gav slip i min søns hættetrøje, stak han af. Man kan næsten ikke forestille sig andet, end de har haft nogle grimme tanker, siger Lasse Engell.

Kom grædende ind ad døren

Lasse Engells søn nåede ikke at tage yderligere notits af mændene. Trods en nylig blindtarmoperation løb han alt, hvad han kunne for at komme hjem.

Her sad Lasse Engell udvidende om situationen og slappede af i familiens stue sammen med lillesøsteren, da sønnen kom grædende ind ad døren og fortalte, hvad der var sket.

- Vi er ret chokeret over, at det her er sket i vores egen have, fortæller Lasse Engell til TV 2.

Umiddelbart efter sønnen kom hjem, kontaktede Lasse Engell politiet, der søndag aften bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse på episoden. Det skriver de på Twitter. Politiet har ikke svaret på TV 2s telefoniske henvendelser søndag aften.

Har delt familiens historie

Efter flere overvejelser valgte Lasse Engell søndag aften at dele sin søns historie på Facebook, så folk i lokalmiljøet kan være på vagt.

Selv har han også taget konsekvensen af søndagens ubehagelige begivenheder.

Den ene af familiens to låger ind til havnen er nu spærret af.

- Det er skræmmende. Man tror da, at man er tryg i sit eget hjem, siger han til TV 2