Bagmand anklaget for at svindle sig til 9 milliarder kroner i historisk sag
Ifølge anklageskriftet fik Sanjay Shah mindst 7 milliarder ud af svindlen selv. Han har selv afvist at have gjort noget ulovligt.
9 milliarder, 25 millioner, 205 tusinde og 871 kroner.
Det er beløbet, som den hovedmistænkte i den såkaldte udbyttesag, Sanjay Shah, er anklaget for at have franarret den danske statskasse. Beløbet fremgår af anklageskriftet mod Shah i det, der er blevet kaldt Danmarkshistoriens største svindelsag.
Udover bedrageriet på mere end 9 milliarder kroner, er Shah, der bor i Dubai, anklaget for at have forsøgt at hive yderligere en halv milliard kroner ud af den danske statskasse. Her fik Skat dog standset udbetalingen, inden pengene endte hos Shah.
Også en anden britisk statsborger, der menes at have hjulpet Shah og ageret som konsulent i svindelnummeret, står anklaget i samme sag.
Det viser anklageskriftet, som TV 2 har fået aktindsigt i.
En aktiekarrusel til milliarder
Både Shah og hans medtiltalte, Anthony Mark Patterson, er anklaget efter straffelovens paragraf 279, der omhandler bedrageri. På grund af beløbets størrelse er der tale om groft bedrageri efter den skærpende paragraf 286, der kan give helt op til otte års fængsel, hvis de bliver dømt.
Ifølge anklageskriftet afgav Sanjay Shah gennem sine selskaber i mere end 3200 tilfælde urigtige og ulovlige anmodninger om refusion af udbytteskat i perioden 2012 til 2015.
Den sindrige konstruktion, der ikke bare har kostet den danske statskasse dyrt, men også har ramt andre europæiske lande, kan måske bedst beskrives som en aktiekarrusel, hvor aktier blev sendt på kryds og tværs på det tidspunkt, hvor ejerne af aktierne stod til at modtage såkaldt udbytte – den gevinst, et selskab udbetaler sine aktionærer efter et overskud.
Danske aktionærer skal betale 27 procent i skat af udbytte fra danske aktier, men udenlandske investorer, der ejer danske aktier, er fritaget denne beskatning. Pengene bliver dog automatisk tilbageholdt af skattemyndighederne, og derfor skal aktionærerne selv ansøge om at få dem udbetalt.
Ifølge anklagemyndighederne er det netop, hvad Shah og hans netværk har gjort, selvom de ikke reelt har ejet aktierne. Det har bragt ”ansatte i Skattestyrelsen i en vildfarelse om, at de pågældende investorer var berettiget til at få udbetalt den ansøgte skatterefusion”, står der i anklageskriftet.
Her kan man også læse, at Sanjay Shah ”modtog minimum 80 procent” af de mere end 9 milliarder, der fejlagtigt blev udbetalt. Den medtiltalte, Anthony Mark Patterson, modtog ifølge anklageskriftet minimum 1,5 procent af et beløb på knap 9 milliarder.
Det svarer til henholdsvis 7,2 milliarder kroner for Shah og cirka 134 millioner kroner for Patterson.
- En åben ladeport
Udbyttesagen blev første gang kendt i 2015, og dengang hed det sig, at Skat var blevet svindlet for 6,2 milliarder kroner. Siden er det beløb steget til mere end det dobbelte. I dag opgøres svindlen til at have kostet statskassen 12,7 milliarder kroner, og dertil kommer en advokatregning, der forventes at løbe op i et milliardbeløb ligeså.
Shah har gennem en årrække været omtalt som bagmanden bag skattefinten, som han vedkender sig at have benyttet – men som han ikke mener er ulovlig. I oktober 2020 sagde Shah i et interview med det store erhvervsmedie Bloomberg, at alle hans klienter havde haft en reel aktiebeholdning, og at det danske skattevæsen havde ladet en ”ladeport stå åben”.
- Hvis man skal give nogen skylden, bør det være de danske skattemyndigheder for ikke at lukke smuthullet. De blev gjort opmærksomme på smuthullet flere år inden, at jeg trådte ind på scenen. De gjorde intet ved det. De sov ved roret, sagde Shah i interviewet.
Kort efter gav Shah et interview til dagbladet Børsen, hvor han sagde, at såfremt han blev tiltalt i sagen, så ville han komme til Danmark for at deltage i sin rettergang.
Da fungerende statsadvokat ved bagmandspolitiet, Per Fiig, for tre uger siden lagde sidste hånd på anklageskriftet, havde han dog svært ved at tro på Shahs tilsagn:
- Vi er selvfølgelig ikke så blåøjede, at vi tror, at de af egen drift møder op i en retssag i Danmark, hvor de risikerer at få en lang fængselsstraf, sagde Per Fiig 7. januar 2021 til TV 2.