Krimi

Motionsløber er kvæstet efter flugtbilist påkørte ham bagfra

Flugtbilist har meldt sig selv, efter at han ramte en løber og ikke standsede. Løberen er kvæstet.

Torsdag aften har en flugtbilist meldt sig selv til politiet, efter at han kort før klokken 17 påkørte og kvæstede en mand, der var ude at løbe.

Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Mads Flansmose.

Hændelsen skete klokken 16.50, da motionsløberen befandt sig på Koldingvej syd for Ny Højen i Vejle Kommune, hvor han løb med færdselsretningen i højre side af vejen.

- Han blev påkørt bagfra af en bil, og bilen mistede sidespejlet. Løberen er kvæstet og tilskadekommen. Han er ikke i livsfare, men ligger på hospitalet.

- Han har fået nogle skader - blandt andet nogle brud, siger Mads Flansmose.

Føreren af bilen, der i første omgang kørte videre, meldte sig selv cirka klokken 21. Vagtchefen kan ikke oplyse noget yderligere, ud over at føreren er en mand.

Politiet efterforsker sagen, men kan ikke sige mere i øjeblikket.