Krimi

Kvinde idømt fængsel: Livestreamede eget færdselsuheld

Kvinde udførte ikke samfundstjeneste og skal derfor afsone fængselsdom for at livestreame eget færdselsuheld.

En 30-årig kvinde er idømt 20 dages fængsel for en række overtrædelser af færdselsloven, som hun sendte live på Facebook.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Facebook-følgerne kunne se kvinden en nat i 2017 køre gennem Søborgs gader. Her kørte hun over for rødt, for stærkt og påkørte to parkerede biler.

Det skete, samtidig med at hun under hele kørslen svarede på spørgsmål fra sine følgere.

Fængselsstraffen var betinget og kunne være undgået, hvis hun ikke begik ny kriminalitet inden for et år og udførte 40 timers samfundstjeneste.

Det har dog ikke været muligt at få kvinden til at udføre samfundstjenesten, oplyser Københavns Vestegns Politi.