Krimi

En person livsfarligt såret af knivstik under slagsmål

Seks personer er anholdt efter et slagsmål i Nørresundby tidligt søndag morgen. To er bragt til hospitalet.

Politiet i Nordjylland efterforsker et slagsmål, som tidligt søndag morgen sendte to personer på hospitalet med skader fra knivstik.

Den ene er i kritisk tilstand. Slagsmålet fandt sted omkring klokken 05.30 på Engvej i Nørresundby. Det skriver Nordjyllands Politi på Twitter.

Foreløbig er seks personer anholdt. De er sigtet for grov vold.

- Der efterforskes intenst på sagen, skriver politikredsen.

Det er uvist, hvad baggrunden for slagsmålet har været.

De to, der er kommet til skade, bliver behandlet på Aalborg Universitetshospital. Politiet har ikke oplyst alder eller køn på de involverede.