Krimi

24-årig mand blev snittet med kniv i låret i Vollsmose

En 24-årig mand blev lørdag aften snittet i låret med en kniv, da han blev antastet af seks unge mænd.

Politiet var lørdag aften massivt til stede med mindst otte patruljevogne i bydelen Vollsmose i Odense, efter at en 24-årig mand blev snittet i låret med en kniv.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Peter Vestergaard natten til søndag.

Ifølge vagtchefen blev den 24-årige snittet med kniv, da han steg af bybussen på Vollsmose Allé.

- Hans fortælling er, at der er seks mænd med i bussen, som han ikke lige kender, og at en af de seks mænd snitter ham i låret, da han hopper af bussen, hvorefter de løber derfra mod noget, der hedder Egeparken, siger Peter Vestergaard.

Vagtchefen fortæller, at politiet fik anmeldelsen omkring klokken 20.40.

Efter episoden afsøgte betjente et område langs Vollsmose Allé ud for Egeparken. Et busskur blev også afspærret og undersøgt for spor.

Peter Vestergaard oplyser natten til søndag, at politiet har afsluttet sine undersøgelser på stedet. Der er endnu ikke noget umiddelbart bud på motivet for overfaldet.

Masseslagsmål

Næsten samtidig med anmeldelsen om knivstikkeriet på den 24-årige mand fik Fyns Politi en melding om masseslagsmål på Ejbygade. Flere patruljer blev sendt til stedet, men da man nåede frem var slagsmålet tilsyneladende opløst.

- Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at de to hændelser har noget med hinanden at gøre, siger Peter Vestergaard.

Episoderne kommer ifølge Fyens Stiftstidende efter flere dage med uro og knivstikkeri i området.