Jagtselskab fandt lig i skovområde
Der er ikke noget, der tyder på, at der er foregået noget kriminelt, oplyser politiet.
I et skovområde nær Rosenfeldt Gods i Vordingborg fandt et jagtselskab lørdag formiddag liget af en kvinde, hvorefter de ringede 112. Det oplyser Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.
- Da vi kom ud til stedet, var der ingen indikationer på, at der skulle være sket noget kriminelt, siger vagtchef Stefan Jensen til TV 2.
Af samme årsag har Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi undersøgt registret for savnede personer, og det resulterede i en formodning om den afdødes identitet.
- Vi har fået det indsnævret og har en formodning om, hvem det er. Den endelige identifikation af kvinden sker først i løbet af næste uge, siger Stefan Jensen.
De formodede pårørende er underrettet.