Krimi

Pædagog tog mindst 1329 fotos af afklædte børn i børnehave

En pædagog i en børnehave tog billeder af flere end 15 børn og er sigtet for børneporno. Han ventes at tilstå.

En mandlig pædagog i en børnehave i Aalborg Øst tog billeder af flere end 15 børn, der var helt eller delvist afklædte.

Pædagogen nåede at tage mindst 1329 billeder og en video i løbet af knap fire måneder fra juni til september sidste år.

Det fremgår af en retsmødebegæring, som er blevet udarbejdet i sagen, der ventes afgjort med en tilståelse senere i januar.

I sagen er manden sigtet for at have besiddet børneporno og at have krænket børnene ved at have taget billederne. Børnene, der blev fotograferet, var omkring to til syv år gamle.

Foruden de 15 børn, som er blevet identificeret, er der også taget billeder af flere piger, som ikke er identificeret.

Pædagogen har taget mange billeder inden for kort tid. Eksempelvis tog han i juni i løbet af en halv time 319 billeder af fire børn, og den følgende dag tog han 274 billeder i løbet af en halv time.

Foruden de mindst 1329 billeder af børnene i børnehaven i Aalborg Øst er pædagogen også sigtet for at have taget et billede af en afklædt pige på et eller to år et sted i Aalborg.

Blev afsløret i børnehaven

Den sigtede pædagog blev opdaget i september sidste år, hvor kollegaer slog alarm.

Kollegaerne opdagede ham i færd med at tage billeder med sin mobiltelefon af et treårigt barn under et bleskift. Det oplyste Nordjyllands Politi, der anholdt manden.

Efter pågribelsen fandt politiet flere billeder af andre børn fra børnehaven. Politiet fortalte også, at intet tydede på, at han havde forgrebet sig på børnene, og det er han heller ikke blevet sigtet for.

Aalborg Kommune havde i september et møde med forældrene fra børnehaven.

I tillæg til straffen vil anklageren også kræve, at retten frakender pædagogen retten til at arbejde med børn og unge i et fastsat tidsrum.