Tidligere Veluxchef dømt for industrispionage i historisk sag

Sagen mod en tysk mand blev omvendt afvist af retten.
En indkøbschef i det danske vinduesfirma Velux - en af landets største virksomheder - er tirsdag blevet idømt to års fængsel i en sag om industrispionage.
Ifølge retten forsøgte manden i foråret 2016 at sælge "en meget betydelig viden om den virksomhed, som han var ansat i" til Velux' største konkurrent.
Sagen er blevet kaldt den største sag om industrispionage i Danmark nogensinde, og den har alle elementerne til at kunne være en spændingsfilm:
Et kronvidne, der sad med til hemmelige møder, indtil hun fik kolde fødder og afslørede det hele.
Et bittert rivalopgør mellem to store virksomheder.
En mulig regning, der kunne løbe op i et tocifret milliardbeløb.
En tale i retten, der vendte det hele på hovedet i sidste øjeblik.
Udover dommen til den tidligere Veluxchef, var også en tysk mand på anklagebænken ved Retten i Helsingør.
Sagen mod den tyske mand er dog blevet afvist af retten efter en indsigelse fra hans forsvarer i sidste øjeblik.
Kunne koste 15 milliarder kroner
Da Velux i efteråret 2013 ansatte den nu dømte ekschef, HGM, gav de ham en årsløn på mere end to millioner kroner.
Syv år senere forklarede Velux’ finansdirektør i retten, at de forretningshemmeligheder, HGM og den medtiltalte tysker havde forsøgt at sælge til Velux’ største konkurrent, polske Fakro, potentielt kunne have påført den danske virksomhed skade for op mod 15 milliarder kroner.
Beløbet, skal det understreges, er dog en beregning.
For hemmelighederne blev aldrig solgt eller videregivet. Salgsforsøget blev standset, da Fakro takkede nej til at modtage dokumenterne efter at have mødtes med den medtiltalte mand fra Tyskland, UH.
Med ved mødet var også en kvinde, G, der skulle agere som oversætter. Det var hende, der efterfølgende kontaktede Velux og fik sagen til at rulle. Hun er af anklagemyndigheden blevet udpeget som kronvidne i sagen.
Undervejs i flere år
Da dommen i dag faldt, var der gået mere end 4,5 år, siden sagen først begyndte at rulle.
I tre år blev sagen efterforsket af politiet, inden der noget utraditionelt blev sat en skæringsdato – enten måtte der foreligge et anklageskrift, ellers skulle sagen opgives, lød kravet.
I sidste ende blev sagen ført over mere end 15 retsdage ved Retten i Helsingør, men på mange måder kunne det hele koges ned til to spørgsmål:
- Troede retten på kvinden G, der afslørede det hele, når hun sagde, at UH og HGM havde forsøgt at sælge forretningshemmeligheder fra Velux til Fakro?
Anklageren i sagen sagde, at man nærmest ikke behøvede andre beviser, end hendes vidneforklaring. Forsvareren sagde omvendt, at kvinden tidligere havde haft et forhold til den ene af de tiltalte, UH, og at der kunne være tale om et ”tak for sidst”, som formuleringen lød.
- Ifølge politiets undersøgelse var HGM i besiddelse af en masse information om Velux, herunder to centrale dokumenter, der blev døbt ”Firma Fakro” og ”Forberedelse til møde i Karlsruhe”. Var det med henblik på videresalg?
Anklageren hævdede om begge disse dokumenter, at der nærmest var tale om en indholdsfortegnelse, menukort eller salgslister over alle de informationer, Fakro kunne købe, hvis de ville.
HGM selv har derimod sagt, at de var en del af en jobansøgning til Fakro, ligesom han har forklaret, at han fik sendt papirerne til den tyske forretningsmand, UH, ved en fejl.
I sidste øjeblik
Egentlig var både HGM og UH anklaget for at have forsøgt at sælge forretningshemmelighederne, men Retten i Helsingør dømte altså kun den tidligere Veluxchef, HGM.
Årsagen skal findes i et indlæg, tyskerens forsvar kom med i sidste øjeblik.
Da UH’s forsvar fik ordet som den allersidste, satte han således spørgsmålstegn ved, om en dansk ret havde bemyndigelse til at dømme en tysk mand, der havde mødtes med to polske forretningsmænd langt fra Danmark.
Den pointe fik dommeren til at lægge en ekstra retsdag ind, efter sagen egentlig skullet have været afsluttet, for at få besvaret det ene spørgsmål.
- Sagen mod den medtiltalte blev afvist, da der ikke var straffemyndighed i Danmark, skriver Retten i Helsingør i et domsresumé.