Tilståelsen

Nye oplysninger i Solbakke-sagen på vej til Den Særlige Klageret

Der drages nu tvivl ved Erik Solbakkes forklaring, om at han besøgte sin moster i København den aften, hvor han skulle have sat ild til Hotel Hafnia.

Nye oplysninger sår tvivl om den forklaring, som Erik Solbakke afgav i retten, om hvad han foretog om aftenen 1. september 1973, hvor Hotel Hafnia brændte, og 35 mennesker omkom.

En brand som Erik Solbakke tilstod og blev dømt for i 1989 sammen med drabet på en 15-årig pige på Fanø.

Begge domme byggede i al væsentlighed på hans egne tilståelser.

I TV 2s dokumentarserie 'Tilståelsen' har eksperter sået tvivl om dommene og sat spørgsmålstegn ved troværdigheden af tilståelserne fra manden, der blev kaldt "Danmarkshistoriens værste massemorder".

Efter dokumentarserien fik Erik Solbakkes søster forsvarsadvokat Mette Grith Stage til at anmode Den Særlige Klageret om at genoptage sagerne. De er nu i gang med at vurdere, om retssagerne mod den morddømte og mentalt udviklingshæmmede Erik Solbakke skal gå om.

Hvor var Erik Solbakke før branden?

I dommen for branden på Hotel Hafnia står der, at Erik Solbakke var på familiebesøg i København om aftenen, hvorefter han gik til Hotel Hafnia og satte ild til hotellet.

Ny gennemgang af sagen

  • 22. juni anmodede Erik Solbakkes søster via advokat Mette Grith Stage den Særlige Klageret om at genoptage straffesagerne mod hendes bror.
  • På et samråd 25. juni redegjorde justitsminister Nick Hækkerup for, at 11 kasser med efterforskningsmateriale var sendt afsted til Den Særlige Klageret, og at han derfor ikke fandt det passende at kommentere på sagen.
  • 14. oktober bestilte Nordsjællands Politi en kopi af dokumentarserien ‘Tilståelsen’ fra TV 2. Kopien skal vedlægges politiets gennemgang af sagen, som - når den er færdig - skal videresendes til Anklagemyndigheden.
  • Derefter skal Anklagemyndigheden sende sin indstilling til Den Særlige Klageret om, hvordan de mener, anmodningen om genoptagelse af straffesagerne skal behandles.
  • Nordsjællands Politi har ikke ønsket at kommentere på hvor langt arbejdet med gennemgangen af sagen er skredet frem eller om vidner er blevet genafhørt.

I løbet af de mange politiafhøringer skiftede Erik Solbakke ellers forklaring flere gange, i forhold til hvor han var inden og efter branden på Hotel Hafnia natten til 1. september 1973.

Men under en afhøring i retten i 1987 fortalte Erik Solbakke, at han var på besøg hos sin moster i København den nat i 1973, hvor han satte ild til Hotel Hafnia.

Mosteren blev aldrig afhørt af politiet om Erik Solbakkes besøg den aften, og derfor blev hans forklaring hverken be- eller afkræftet.

En af journalisterne bag dokumentarserien 'Tilståelsen' har nu fundet frem til en afhøring af Erik Solbakkes moster fra 1986 i forbindelse med en anden påsat brand.

Her fortalte mosteren specifikt til politiet, hvilke af hendes adresser Erik Solbakke havde besøgt igennem årene:

"Erik Solbakke har besøgt hende mange gange gennem årene, mens hun har boet i Skydebanegade, ligesom han også besøgte hende, da hun boede i Absalonsgade", står der i afhøringsrapporten.

Mosteren fortalte dog intet om, at Erik Solbakke havde besøgt hende på den adresse, som hun boede på i 1973, da Hotel Hafnia brændte. Det er ifølge afhøringsekspert Asbjørn Rachlew endnu en indikation på, at tilståelsen ikke var troværdig.

- Det peger ind i et mønster, som har præget hele sagen, hvor politi og domstolen på 'kreative' måder finder information, som bekræfter deres forudindtagede konklusioner om, at Erik Solbakke er skyldig. Og den information, som indikerede, at Solbakke var uskyldig, blev overset, ignoreret eller bortforklaret, siger Asbjørn Rachlew.

Endnu et lod i vægtskålen, mener advokat

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage vil nu gøre Den Særlige Klageret opmærksom på den gamle afhøringsrapport og de adresseoplysninger, som folkeregisteret har på Erik Solbakkes moster.

- Det er en faktuel oplysning, som, jeg mener, afsvækker Solbakkes tilståelse om at have begået Hafnia-branden. Den er endnu et lod i vægtskålen, som vægter for, at Solbakkes tilståelse ikke er i overensstemmelse med, hvad der rent faktisk er sket. Med andre ord: At Solbakke er dømt med urette, siger Mette Grith Stage.

Den Særlige Klageret afventer Anklagemyndighedens indstilling, til hvordan anmodningen om genoptagelse skal behandles, og skriver til TV 2:

"Det er ikke på nærværende tidspunkt muligt at oplyse, hvornår der kan forventes at foreligge en afgørelse af sagerne".