Krimi

Politi vil anholde 27-årig, der udeblev fra retssag om dødsulykke på Langebro

Magnus Buhl Hansen blev 35 år. Han var på arbejde som politimand og kørte i en civil bil, da han mistede livet.

Politiet vil anholde en 27-årige mand, der er tiltalt for at have dræbt politiassistent Magnus Buhl Hansen efter vanvidskørsel på Langebro i København.

Retssagen mod den 27-årige mand skulle være begyndt 1. december i Københavns Byret.

Imidlertid måtte retssagen udskydes, da den tiltalte ikke mødte op.

Ifølge hans forsvarsadvokat, Anders Schønnemann, fordi han besøgte familie i London og ikke kunne rejse hjem på grund af coronasymptomer – ifølge dommeren i retssagen en forklaring, der krævede dokumentation.

Nyt retsmøde uden tiltalt

Derfor skulle den 27-årige inden fredag ved midnat fremlægge dokumentation for udført coronatest samt dokumentation for, at han havde planlagt en hjemrejse, og mandag morgen klokken 08 holdt retten et hasteindkaldt møde, hvor domsmandsretten vurderede hans udeblivelse.

Igen uden at den 27-årige var til stede.

- Det var anklagemyndighedens påstand, at det fremsendte ikke var godt nok, siger Jelena Hansen, der fører sagen som anklager i Københavns Politi.

Udeblev ulovligt fra retssag

Retten besluttede mandag morgen, at den 27-årige ikke havde haft lovlig grund til at udeblive fra retssagen, og derefter anmodede anklageren om, at retten skulle varetægtsfængsle ham ’in absentia’ – altså udstede en anholdelsesbegæring på den 27-årige.

- Det er ud fra bestemmelsen om, at han ellers kan forsøge at unddrage sig retsforfølgning, siger Jelena Hansen.

Igen lyttede retten til anklagemyndigheden og afsagde kendelse om varetægtsfængsling in absentia, så politiet kan anholde den 27-årige og sikre hans tilstedeværelse ved retssagen - forsvarer Anders Schønnemann kærede både spørgsmålet om lovlig dokumentation for sygdom samt varetægtsfængsling til landsretten.

Lang række af overtrædelser

I alt er den 27-årige mand tiltalt for 18 forskellige trafikforseelser, uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder samt for at flygte fra gerningsstedet på Langebro uden at hjælpe Magnus Buhl Hansen, der sad fastklemt og livløs i sin bil.

I første omgang blev han anholdt og varetægtsfængslet dagen efter ulykken, men fire uger senere blev han løsladt, da retten ikke længere fandt, at han kunne risikere at påvirke vidner i sagen.

I forhold til ulykken på Langebro har den 27-årige tilstået, at han kørte ind i Magnus Buhl Hansens bil med en Audi A6 i høj fart, men han nægter sig skyldig i den rejste tiltale med forklaringen, at han fik et blackout og ikke husker noget.