Krimi

Mand varetægtsfængslet for drab på 11-årig pige i Grønland

Pigen blev fundet død på en trappe i sidste uge i den vestgrønlandske by Aasiaat - på dansk Egedesminde.

En 27-årig mand er torsdag aften lokal tid blevet varetægtsfængslet i 27 dage mistænkt for drab på en 11-årig pige i Egedesminde i Grønland.

Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

- Politiet efterforsker sagen som drab og har på baggrund af de oplysninger, der er fremkommet ved obduktion af afdøde og politiets efterforskning i sagen, i morges (torsdag, red.) sigtet og anholdt en 27-årig mand i sagen, oplyser politiet.

Pigen blev fundet død i den grønlandske by Aasiaat - på dansk Egedesminde - natten mellem torsdag og fredag i sidste uge.

Retsmøde for lukkede døre

Den 27-årige mand blev fremstillet ved Qaasuitsoq Kredsret torsdag aften lokal tid.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, hvorfor politiet ikke på nuværende tidspunkt er i stand til at give offentligheden yderligere detaljer om sagen.

Grønlands Politi har siden fundet af den 11-årige pige efterforsket sagen, finkæmmet videoovervågning og søgt vidner, der kunne kaste lys over sagen.

Hjælp fra Danmark

Den 11-årige pige, der er omkring 150 centimeter høj og spinkel af bygning, blev ifølge politiet sidst set i live torsdag 26. november omkring klokken 20.00, da hun forlod sit hjem.

Ifølge mediet Sermitsiaq.AG var pigen på vej til at mødes med en veninde.

Omkring klokken 01.30 natten til fredag 27. november blev pigen fundet død ved en trappe mellem KJ Greenland Aasiaat og Wille Brandsvej i den vestgrønlandske by.

Politiet i Grønland får assistance fra Danmark i forbindelse med efterforskningen af sagen.

To kriminalteknikere og en obducent rejste tirsdag fra Danmark til Egedesminde for at hjælpe til med efterforskningen.