Krimi

Endnu en person død efter skyderi i Kalundborg

Der er tale om mænd i begyndelsen af 20'erne. Alle tre involverede er i forvejen kendt af politiet.

Yderligere én person er død efter tirsdagens skyderi i Kalundborg. Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi onsdag over for TV 2.

De tre involverede i skyderiet var unge mænd i begyndelsen af 20'erne, som alle i forvejen var kendt af politiet.

Den ene var død, da politi og ambulance ankom til gerningsstedet, mens den anden mand døde i nat på Holbæk Sygehus. Det fortæller vicepolitichef Lars Korsgaard til DR.

To personer er i alt døde efter skyderiet. Hvorvidt der er tale om banderelateret kriminalitet, er endnu for tidligt at sige, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Den tredje mand, der også blev ramt ved skudepisoden, er i stabil tilstand, men han er fortsat indlagt på hospitalet.

Til TV 2 fortæller Midt- og Vestsjællands Politi, at alle tre mænd er identificeret og kommer fra Københavnsområdet.

Tekniske undersøgelser i gang hele onsdag

Politiet modtog anmeldelsen tirsdag aften klokken 18.12. Skuddene blev affyret foran en forretning på Nørre Alle i Kalundborg.

Kort tid senere, klokken 18.26, modtog politiet desuden en anmeldelse om en brændende bil på Eskebjergvej i Kalundborg. Politiet oplyser i en pressemeddelelse onsdag, at bilen - en varevogn - fortsat indgår som et vigtigt led i efterforskningen.

Hele dagen onsdag vil der foretages tekniske undersøgelser ved områderne og søgning med hunde.

Politiet søger fortsat vidner, der har oplevet noget mistænkeligt i området tirsdag aften eller har oplysninger i sagen.