Krimi

En dræbt og to hårdt såret efter skyderi foran forretning

Politiet fandt en bil i brand, der muligvis kan relateres til skudepisoden.

Flere skud blev tirsdag aften affyret mod tre yngre mænd i Kalundbog.

En af mændene er konstateret død, mens de to andre blev kørt på hospitalet i kritisk tilstand.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 18.12. Skuddene blev affyret foran en forretning på Nørre Alle i Kalundborg.

Brændende bil

Klokken 18.26 modtog politiet en anmeldelse om en brændende bil på Eskebjergvej i Kalundborg.

Politiet oplyser, at det ikke kan udelukkes at bilen – en varevogn – kan relateres til skudepisoden. Derfor søger de vidner, der har set noget mistænkeligt i området tirsdag aften.

Identiteten på de tre skudofre er ikke kendt af politiet endnu, skriver politiet i pressemeddelelsen, der er udsendt klokken 21.32 tirsdag aften.

Massivt til stede

De kan heller ikke give nærmere detaljer om de to skudramtes tilstand.

- Politiet er massivt til stede i området, hvor der er iværksat en omfattende efterforskningsindsats, herunder en række tekniske undersøgelser, der forventes at ville vare natten igennem, lyder det.

TV 2 har været i kontakt med vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi. Vagtchefen henviser til pressemeddelelsen fra politiet, hvor det ikke fremgår, om der er mistænkte i sagen.