Krimi

17-årig sigtet for at slå elev i hovedet med bat

Arkivfoto. Mads Claus Rasmussen / ARKIVFOTO. Ritzau Scanpix

Den 17-årige er også sigtet for at have truet flere lærere på livet.

En 17-årig tidligere elev på 10. klasse-centeret i Roskilde er sigtet for at have overfaldet en nuværende 16-årig elev på skolen i et klasselokale mandag morgen. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en døgnrapport.

Ifølge rapporten dukkede den 17-årige op på skolen, fordi han mente, at han havde et privat udestående med den 16-årige elev. I rapporten fremgår det, at den 17-årige skulle have slået den 16-årige i hovedet med et bat.

Ifølge det regionale medie sn.dk er det dog kommet frem under tirsdagens grundlovsforhør tirsdag klokken 9.15, at der nok nærmere var tale om et bordben.

Truede med kniv

Da lærerne begyndte at strømme til, skulle den 17-årige efter sigende have trukket en kniv og truet dem på livet.

Det lykkedes ham at flygte fra undervisningslokalet, men han blev overmandet og anholdt af politiet på skolens førstesal.

Den 17-årige var desuden allerede sigtet for at have truet nogle fodboldspillere med en pistollignende genstand ved en sportsplads i Vipperød.