Krimi

Politiet rykker ud til skyderi i konfliktramt Odense-bydel

Vollsmose-bydelen i Odense.  Malte Kristiansen / Scanpix Denmark

Der er ingen meldinger om tilskadekomne ved skyderi i Vollsmose i Odense. Politiet er talstærkt til stede.

Der er lørdag eftermiddag afgivet flere skud i Egeparken i boligområdet Vollsmose i Odense.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne. Det skriver Fyns Politi på Twitter.

Politiet oplyser, at der er skudt tre-fire gange cirka klokken 13.45.

Gerningsstedet bliver undersøgt af politiet, som meget gerne hører fra eventuelle vidner til skudepisoden.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

Bandekonflikt i området

Vollsmose har været i politiets søgelys i længere tid på grund af en konflikt mellem to bandegrupperinger.

Det er en gruppe med tilknytning til Korsløkkeparken på den ene side og en gruppe tilknyttet Bøgetorvet i Vollsmose på den anden.

Det er uvist, om den seneste skudepisode i Egeparken har forbindelse til denne konflikt. Et andet skyderi i Egeparken kostede en tilsyneladende tilfældig 31-årig mand livet tidligere på året.

Det var den 24. juni, at en 31-årig mand tilfældigt befandt sig i skudlinjen mellem to stridende grupperinger.

På grund af spændingerne i Vollsmose har området ad flere omgange været omfattet af en særlig visitationszone.