Peter Madsen i grundlovsforhør: Truede fængselsbetjente med falsk bombe og pistolattrap

Peter Madsen nåede tirsdag at være på fri fod i fem minutter, inden han blev anholdt.

Den drabsdømte ubådsbygger Peter Madsen blev onsdag klokken 10 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

Peter Madsen er sigtet for fangeflugt efter paragraf 124, stykke 1. Han er sigtet for at flygte fra fængslet med bistand fra en eller flere uidentificerede medgerningsmænd.

Han er desuden sigtet for omkring klokken 10.15 at have truet en kvindelig fængselspsykolog samt en fængselsbetjent med, at han var i besiddelse af en bombe, hvilket fik fængselsbetjenten til at åbne porten.

På Nyvej skulle Peter Madsen desuden have truet to fængselsbetjente med en pistolattrap.

Det kom også frem, at den 49-årige drabsdømte ubådsbygger er sigtet for at have sat sig ind i en varebil og have truet en person ved at sige:

- Kør, kør, kør. Hvis ikke du kører, så skyder jeg.

Det mislykkedes dog, da politiet ankom til stedet og anholdt Peter Madsen.

Erkender sig skyldig

Inden grundlovsforhøret blev han ført forbi TV 2s reporter Astrid Søndberg, som var på stedet.

Hun beskriver, at Peter Madsen onsdag var iført mørke arbejdsbukser, en mørk jakke og støvler. Håret strittede lige op i luften, og han havde hænderne i håndjern bag ryggen. Han så direkte på journalisterne, da han blev ført forbi dem.

Peter Madsen nikkede til journalisterne på presserækkerne, da han kort før klokken 10 blev ført ind til grundlovsforhøret.

Han erkendte sig i retten skyldig i alle sagens forhold.

Varetægtsfængslet i 14 dage

Den 49-årige ubådsbygger blev varetægtsfængslet 14 dage til 4. november af dommeren i Retten i Glostrup.

Peter Madsens forsvarsadvokat, Anders Lassen, valgte ikke at kære afgørelsen. Varetægtsfængslingen af Peter Madsen sker af hensyn til efterforskningen, så denne ikke kan forsøges påvirket.

Der er nemlig politiets foreløbige vurdering, at nogle kan have hjulpet Peter Madsen i dennes flugt fra Herstedvester Fængsel, siger anklager Rasmus Kim Petersen.

.

Lukkede døre til retsmøde

Anklagemyndigheden havde på forhånd begæret om lukkede døre til retsmødet.

Dette valgte retsformanden at følge trods protester fra fra pressen.

Dermed fik offentligheden og pressen ikke mulighed for at høre, hvad politiet mener at have af beviser mod Peter Madsen.

Første gang forsvarer møder Peter Madsen

Det var den beskikkede forsvarer Anders Larsen, som repræsenterede Peter Madsen ved dagens grundlovsforhør. Han oplyser til TV 2, at det er første gang, han møder den drabsdømte ubådsbygger.

Anklageren i sagen er Rasmus Kim Petersen, og dommer er Morten Juul Nielsen.

- Peter Madsen blev ikke ført tilbage til Herstedvester i går. Efter flugtforsøget blev Peter Madsen kørt til politigården i Albertslund for at blive afhørt. Han kan eksempelvis have overnattet i en celle på politigården eller i Vestre Fængsel, siger TV 2s retsreporter Astrid Søndberg.

På fri fod i fem minutter

Livstidsfangen Peter Madsen nåede at være på fri fod i fem minutter, inden han tirsdag blev anholdt knap en kilometer fra Herstedvester Fængsel, hvor han afsoner en livstidsdom for drabet på den svenske journalist Kim Wall.

Flugten startede kort før klokken 10.21, hvor politiet fik besked fra Herstedvester Fængsel om, at Peter Madsen var flygtet.

Ifølge institutionschef for Herstedvester Fængsel, Hanne Høegh Rasmussen, truede han sig ud af fængslet med en pistollignende genstand.

Politiet ved endnu ikke, hvor Peter Madsen fik genstanden fra.

Flugten endte, da politiet trak ham ud af en hvid varebil, som han var sprunget ind i.

Idet politiet pågreb Peter Madsen, smed han den pistollignende genstand fra sig, men bar stadig noget, der lignede et bombebælte.

Derfor trak politiet sig tilbage og tilkaldte blandt andet en bomberobot, ofte kaldet en rullemarie. Derudover deltog også en mobil kommandostation, hundevogne, finskytter samt en indsatsleder under aktionen.

I løbet af dagen blev Peter Madsen afhørt af politiet. Onsdag formiddag fremstilles han i grundlovsforhør i Retten i Glostrup sigtet for forsøg på fangeflugt - og muligvis andre sigtelser som for eksempel frihedsberøvelse.

Idømt livstid

49-årige Peter Madsen blev 26. september 2018 idømt fængsel på livstid for drabet på journalisten Kim Wall.

Han har siddet fængslet siden 11. august 2017, hvor han blev reddet i land i Dragør Havn, efter at ubåden Nautilus sank i Køge Bugt. Peter Madsen blev dømt for drab, anden seksuel omgang end samleje, usømmelig omgang med lig og flere brud på søfartslovgivningen.

Ubådsbyggeren har hele tiden nægtet sig skyldig i både drab og seksuel mishandling, men har erkendt partering, og han har også tilstået brud på søfartslovgivningen, men nægtet, at det skal være sket under særligt skærpende omstændigheder.