Krimi

To mænd efterlyses for drab på Satudarah-rocker

De to efterlyste er begge tidligere kendt af politiet.  Emil Helms / Ritzau Scanpix

To andre mænd er allerede varetægtsfængslet i sagen, der har relation til bandemiljøet.

Østjyllands Politi efterlyser to 25-årige mænd med navn og billede. Mændene er mistænkt for drab på en Satudarah-rocker og for drabsforsøg.

Hændelsen fandt sted 23. juli 2020 på Lenesvej i Brabrand. Her blev en 42-årig mand dræbt, da han blev ramt af knivstik i låret på en parkeringsplads.

Manden var medlem af rockergruppen Satudarah og gik under navnet "Frisør Mudi". Tilnavnet stammer fra hans tid i Viborg, hvor han tidligere har drevet en frisørsalon.

I forbindelse med overfaldet på parkeringspladsen blev i alt fire personer tildelt knivstik, slag og spark.

Politiinspektør Michael Kjeldgaard fortæller til TV 2, at der er begrundet mistanke om de to personers involvering i sagen, og derfor bliver de nu efterlyst.

De er begge tidligere kendt af politiet.

Relation til bandemiljøet

To andre personer er allerede varetægtsfængslet i sagen. De er sigtet for drab og drabsforsøg, ligesom de to efterlyste personer vil blive, når de bliver anholdt, siger Michael Kjeldgaard.

Politiinspektøren oplyser, at alle fire personer har relation til bandemiljøet i Aarhus.

Han kan ikke sige yderligere om sagen af hensyn til efterforskningen, men han opfordrer danskerne til at kontakte politiet, hvis de har set eller kender noget til de efterlyste.

Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket fem banderelaterede drab, der er begået i perioden februar-juli i år.

Syv personer sidder varetægtsfængslet i fire af sagerne, mens politiet i den femte sag endnu ikke har anholdt en mistænkt.